V og K: Beskæftigelsesreform skal give penge til erhvervsliv

Der bør findes penge på beskæftigelsessystemet til bedre rammevilkår for erhvervsliv, mener K.

- Det er et meget uambitiøst udspil, og det virker mest, som om man ønsker at sende nogle signaler før 1. maj, siger de konservatives beskæftigelsesordfører, Mai Mercado. (© DR)

Både Venstre og de konservatives arbejdsmarkedsordfører trækker linjen skarpt op før forhandlingerne om regeringens udspil til en beskæftigelsesreform.

De vil begge have besparelser på indsatsen for at få ledige i job - pengene skal i stedet gå til at forbedre erhvervslivets vilkår, så der kan skabes flere job til de ledige.

- Det er et meget uambitiøst udspil, og det virker mest, som om man ønsker at sende nogle signaler før 1. maj, siger Mai Mercado.

Der skal spares

Den centrale anke mod udspillet er, at der ikke bliver sparet nogle penge på beskæftigelsessystemet.

- Vi har et af verdens dyreste beskæftigelsessystemer, men ikke et af verdens bedste. De penge, man spare i en reform, burde gå til at forbedre virksomhedernes vilkår, så der kan skabes nye job. Det må være sigtet, siger Mai Mercado.

V: Penge burde gå til jobskabelse

Hos Venstre fastholder beskæftigelsesordfører Hans Andersen partiets ønske om besparelser på 1,5 milliarder kroner. Pengene skal på sigt skal stige til fire milliarder og bruges på at skabe job via nye vækstinitiativer.

- Det er skuffende, at regeringen ikke ønsker at bruge én eneste ekstra krone på at skabe job til de ledige, sige han.

Imod uddannelsesorlov

Han frygter, at regeringens ønske om, at ufaglærte ledige fra dag ét skal kunne tage to års uddannelsesorlov, hvor de får 80 procent af dagpengesatsen og mulighed for at låne de sidste 20 procent, vil være uden effekt.

- Vi synes ikke, vi skal parkere dem på uddannelse, hvis vi kan give dem et job, så jobskabelse er afgørende for os.

En reform ventes at blive forhandlet på plads i løbet af foråret. Det samme er tilfældet med en række vækstinitiativer, som regeringen ikke har fremlagt endnu.

/ritzau/