Vestas fyrer 26 efter interne afsløringer

En stribe Vestas-ansatte er smidt på porten efter økonomisk svindel og brud på virksomhedens regler.

De 26 medarbejdere kom ledelsen på sporet af grundet firmaets whistleblower-ordning. (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

Vindmøllekoncernen Vestas renser ud i egne rækker, efter at whistleblowere har afsløret svindelnumre med firmaets penge og andre brud på interne regler.

I alt 26 Vestas-ansatte er i perioden 2014 til 2015 blevet bedt om at rydde deres skrivebord, fordi Vestas interne efterforsker har fundet alvorlige fejltrin begået af de ansatte.

- Der er ulovligheder, svindel og kriminalitet i alle internationale virksomheder. Det handler bare om at håndtere dem rigtigt, siger Jens Ole Legart, Senior Specialist i Vestas, til DR Nyheder.

Vestas: Handler mest om småsvindel

Det konkrete indhold af de 26 sager ønsker Vestas ikke at oplyse detaljer om. Men over for DR Nyheder oplyser selskabet, at whistleblower-sager, som undersøges internt, ofte vedrører ”småsvindel” med rejseafregninger og firmakreditkort.

- Den mest forekommende form for finansiel svindel i Vestas er det, vi kalder småsvindel – eksempelvis tyveri. Det kan også handle om en medarbejder, der får penge under bordet, siger Jens Ole Legart.

- Den anden gruppe af sager handler om uetisk adfærd. Det handler mest om diskrimination og chikanesager. Men der er også mere sjældne sager som korruption, konkurrenceretlige problemer og misbrug af fortrolige oplysninger, lyder det fra Jens Ole Legart, der er ansat af Vestas til at efterforske sagerne internt.

Oplysningerne om de 26 fyrede medarbejdere kommer fra Vestas årsregnskab og en efterfølgende korrespondance, som DR Nyheder har haft med vindmøllefirmaet. Vestas ønsker ikke at oplyse, hvorvidt en del af de 26 fyringssager har været af så alvorlig karakter, at de har ført til politianmeldelse.

- Det er noget, som vi ikke udtaler os om, siger Jens Ole Legart.

Har styrket whistleblower-linje

De 26 fyringer fordeler sig med 11 i 2014 og 15 i 2015. Det er det højeste antal sager, som Vestas nogensinde har offentliggjort. Rekorden skyldes ikke, at der bliver svindlet mere end tidligere i koncernen. Derimod er forklaringen ifølge Vestas, at virksomheden har styrket en intern whistleblower-linje, som medarbejdere kan bruge anonymt til at anmelde kollegaer og chefer.

- Medarbejdere ved i dag, at whistleblower-ordningen findes, og de er trygge ved at bruge den, siger Jens Ole Legart.

Han mener ikke, at de 26 afskedigelser og derudover 15 advarsler på to år er meget i en virksomhed af Vestas størrelse.

- Vestas cirka 20.000 medarbejdere opfører sig generelt rigtig godt og sundt. Men der vil altid være nogle få elementer, som ikke opfører sig ordentligt, siger Jens Ole Legart.

Vindmøllekoncernen var en af de første virksomheder i Danmark til at etablere en whistleblower-linje i 2007. Kort efter afslørede whistleblowere en svindelsag i Vestas' spanske datterselskab. Her havde ledende medarbejdere ifølge anklagerne svindlet 90 mio. kroner ud af Vestas pengekasse til dem selv.

Whistleblower-ordning er en god forretning

Hvor store eller små beløb, der er svindlet for i 2014 og 2015, ønsker Vestas ikke at oplyse, men selskabets ledelse mener dog, at whistleblower-ordningen er en god forretning.

- Der er penge i at sikre god opførsel, siger Jens Ole Legart.

Vestas er ikke den eneste virksomhed, som er begyndt at høste resultater af en whistleblower-ordning. Også Dong-ledelsen har de seneste år håndteret flere problemsager, der er afsløret af interne whistleblowere. Selskabet havde i 2015 syv sager, som fik personalemæssige konsekvenser. En af disse sager blev meldt til politiet.

Også i andre store virksomheder bliver der arbejdet med at oprette og styrke whistleblower-linjer i disse år. Men ingen andre virksomheder har foreløbig rapporteret om så mange fyringer som en direkte konsekvens af whistleblower-ordningen, som Vestas gør i dag.