Ny prognose fra regeringen: Venter knap så store stigninger i huspriserne

Forventningerne nedjusteres en smule i seneste udgave af Økonomisk Redegørelse.

De lave renter er med til at sikre aktiviteten på boligmarkedet. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

De stigende huspriser kommer til at vare ved de næste år, omend stigningerne bliver mindre end tidligere forventet.

Sådan lyder vurderingen fra regeringen i den seneste udgave af Økonomisk Redegørelse, der blev offentliggjort mandag formiddag.

I sin seneste prognose venter regeringen, at huspriserne for enfamiliehuse vil stige med henholdsvis 2,7 procent, 3,2 procent og 3,0 procent i 2019, 2020 og 2021.

For i år og næste år er der tale om en nedjustering i forhold til den forudgående prognose.

I oktober, hvor regeringen fremlagde den forrige udgave af Økonomisk Redegørelse, var forventningen en stigning på 3,1 procent i år og 3,4 procent til næste år.

Økonom enig i prognose

- Vi er enige med regeringen, og vi forventer, at boligpriserne vil stige med omkring tre procent i år og næste år, skriver Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

På linje med regeringen begrunder privatøkonomen sin forventning med, at der blandt andet er udsigt til fortsat lave renter, som gør det nemmere for flere at købe bolig.

- Renterne er faldet massivt gennem året, og der er udsigt til, at de lave niveauer ikke ændrer sig foreløbigt.

- Læg dertil, at dansk økonomi er inde i en højkonjunktur med stigende reallønninger, fremgang i beskæftigelsen og boligbyrden (den andel af den disponible indkomst, der bruges til at betale skatter og renteudgifter til boligen) er lav i en historisk kontekst, skriver Brian Friis Helmer.

Nedjusterer vækstskøn

I seneste udgave af Økonomisk Redegørelse vurderer regeringen også, at det er ved at være slut med de gyldne tider for dansk økonomi.

Den vurdering deles af flere økonomer, herunder cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv, der er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening for dele af det danske erhvervsliv.

I seneste udgave af Økonomisk Redegørelse venter regeringen en vækst i det danske bruttonationalprodukt (bnp) på 2,0, 1,5 og 1,4 procent for henholdsvis 2019, 2020 og 2021.

Tidligere ventede regeringen en vækst på 1,7 procent i år og en vækst på 1,6 procent i 2020.

- Det er først og fremmest en positiv prognose, som viser, at vi i år har udsigt til en vækst på omkring to procent.

- Men vi kan også se, at opsvinget formentlig har toppet, og at der er udsigt til en bnp-vækst på i omegnen af halvanden procent både næste år og året efter. Så der er lagt op til en blød opbremsning i dansk økonomi, siger Tore Stramer.

Forbrugere skal være trækheste

I Arbejdernes Landsbank deler cheføkonom Jeppe Juul Borre regeringens bud på væksten i 2019.

Han nævner, at han på linje med regeringen forventer, at det i år særligt er eksporten, som trækker læsset, mens det til næste år ser ud til at skulle blive forbrugerne, der skal agere trækheste.

- Således forventer vi og regeringen et skifte fra eksport til privatforbruget som største vækstmotor i dansk økonomi.

- Samlet set er vi dog en anelse mere afmålte på væksten til næste år, hvor vi forventer en vækst på 1,4 procent mod regeringens vækstskøn på 1,5 procent, siger Jeppe Juul Borre.

Regeringen har også ændret i sin prognose for beskæftigelsen, hvor der ventes en tilgang på 33.000 personer i 2019, 19.000 i 2020 og 7000 i 2021.

Til sammenligning ventede regeringen tidligere en vækst i beskæftigelsen på 39.000 personer i 2019 og 26.000 i 2020.

/ritzau/