Nordea dropper Swipp og vælger MobilePay

Nordea forlader betalingssamarbejdet Swipp og tilslutter sig konkurrenten Danske Banks MobilePay, Danske Bank.

Nordea har valgt betalingssamarbejdet Swipp, men vender nu på en tallerken og tilslutter sig Danske Banks Mobilepay. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Bankernes fælles mobilbetalingsløsning, Swipp, får nu endnu sværere gang på jord, efter at storbanken Nordea nu trækker sig ud af samarbejdet og i stedet satser på Danske Banks MobilePay.

Swipp er stiftet af over 70 pengeinstitutter og skulle have udgjort en seriøs konkurrent til MobilePay fra Danske Bank og Paii, der var stiftet af teleselskaberne. MobilePays dominans har dog været så stærk, at hverken Swipp eller Paii nogensinde for alvor fik luft under vingerne, og til sidst endte Swipp med at opsluge Paii.

Men nu forlader Nordea altså samarbejdet for at melde sig ind i Danske Banks partnerprogram omkring MobilePay.

Mange konkurrenter på vej

Nordea meddeler, at kunder, der i forvejen er på Swipp-løsningen, nu bliver få tilbudt en løsning på med MobilePay, og Nordea vil fremover investere i videreudviklingen af MobilePay, ikke Swipp. Eksisterende Swipp-kunder hos Nordea vil fortsat kunne bruge Swipp.

Markedet for mobilbetalingsløsninger ventes at eksplodere de kommende år. Blandt andet ventes Nets meget snart klar med Dankort til mobilen, der ventes at blive en betydelig konkurrent til MobilePay - og flere teknologigiganter markedsfører deres egne betalingsløsninger, især løsninger som Android Pay, Samsung Pay og Apple Pay, der forudsætter, at brugerne har en nyere iPhone.

Længere ude i fremtiden venter løsninger, baseret på den teknologi, der driver Bitcoin-systemet.

Stopper med 'by Danske Bank'

Ifølge Nordea, venter bankerne at flere vil tilslutte sig det fælles udviklingsprojekt om MobilePay de kommende år, og Danske Bank stopper således med at markedsføre MobilePay under sit eget Danske Bank-varemærke. I stedet lægges selskabet ud i et selvstændigt datterselskab.

- Vi åbner op for Nordea og andre nordiske banker. Jeg er sikker på, at vi sammen kan realisere ambitionen om at gøre MobilePay til den førende betalingsplatform i Norden, siger bankdirektør i Danske Bank, Tonny Thierry Andersen.

Ifølge Danske Bank, har 3,2 mio. danskere MobilePay, og det ventes, at der i 2016 vil blive flyttet 40 mia. kroner via løsningen. Oprindeligt var det meningen, at transaktioner i MobilePay skulle koste et gebyr, der skulle dække Danske Banks omkostninger, men det aflyste banken og lovede, at privatkunderne fortsat kunne benytte MobilePay gebyrfrit.

- Vi åbner op for MobilePay for at sikre endnu flere muskler til udviklingen til gavn for kunderne og de erhvervsdrivende. Det er et strategisk skridt, der er med til at fremtidssikre MobilePay, siger han.

Hos Nordea Danmark, forklarer administerende direktør, Peter Lybecker, at det i sidste ende var Nordeas kunder, der traf valget:

- Swipp har på mange måder været godt, men man må sige, at det er brugerne, der bestemmer, og der har vores kunder generelt valgt MobilePay frem for Swipp. Fremadrettet er det til gavn for alle kunder, at der er én løsning, som vi fælles investerer i, og som bliver udviklet til gavn og glæde for vores forbrugere.

Dankort til mobilen, der udvikles af Nets som en ny mobilbetalingsløsning i konkurrence med MobilePay, ventes klar omkring årsskiftet, og på forhånd har både Coop og Dansk Supermarked bakket op om denne løsning.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1302367589813762