Nordea-chef om mulig ekstraregning på 80 milliarder: Det er ren spekulation

Ifølge Svenska Dagbladet har Nordea undervurderet risikoen i sine udlån og kan derfor mangle op til 80 milliarder svenske kroner i polstring. Nordea-chef kalder det spekulationer.

Koncernchef i Nordea Casper von Koskull afviser historien i Svenska Dagbladet om, at Nordea skulle mangle kapital. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Nordea har undervurderet risikoen på sine erhvervskunder og mangler derfor mellem 50 og 80 milliarder svenske kroner til at polstre sig. Det skriver Svenska Dagbladet.

Men Nordea afviser blankt, at der skulle være problemer med at risikovægte sine 600.000 erhvervskunder.

- Vi er meget overbeviste om vores evne til at opfylde kapitalkravene uden yderligere kapital. Jeg ser dagens artikel i Svenska Dagbladet som yderst spekulativ og uden reelt indhold, siger Casper von Koskull, koncernchef og formand for Nordea i en pressemeddelelse sendt ud til markedet.

Svenska Dagbladet har angiveligt fået fingre i et notat fra Finansinspektion, Sveriges svar på Finanstilsynet, som viser, at Nordea sætter risikoen i deres udlån til virksomheder omkring halvt så højt, som den burde være. Dermed kan Nordea binde mindre kapital, end loven kræver.

Finansinspektionen har i en pressemeddelelse til morgen afvist, at Nordea ikke lever op til kapitalkravene. Dog skriver det svenske tilsyn, at kravene til Nordea vil stige, efter tilsynet har gennemgået de interne modeller for risikovægtningen af erhvervskunder.

- Nordeas modeller gennemgås som led i den årlige valideringsproces. Nordeas aktuelle vurdering er en stigning på ca. 40 bps (0,4 pct af udlånsmasse - altså godt seks milliarder kroner, red) (...). Vi er forberedt på dette. Dog afventer Nordea resultatet af gennemgangen, skriver Nordea i pressemeddelelsen.

Nordea-aktien faldt fra markedets åbning med 1,5 procent.