Mærsk skrotter igen på den berygtede Alang Beach

Fire værfter på den indiske strand, som ellers er kendt for livsfarlige arbejdsforhold, er blevet sikkerhedsgodkendt.

Lavt betalte arbejdere har i mange år med de bare hænder fjerner giftige materialer fra skibe på Alang Beach, inden de skulle skæres i småstykker. (Foto: © VIVEK PRAKASH, Scanpix)

Det danske container-rederi Maersk Line vil igen til at skrotte skibe på den indiske Alang Beach, der ligger nord for millionbyen Mumbai.

Det oplyser Mærsk til DR Nyheder.

- Vi står i en situation, hvor vi har fået betydeligt flere skibe, der skal ophugges, og derfor leder vi efter andre muligheder for ansvarlig ophugning end Kina og Tyrkiet. I Alang kan det gøres meget billigere, siger Anette Stube, som er bæredygtighedschef hos A.P. Møller Mærsk.

Stranden er ellers berygtet for livsfarlige arbejdsforhold for de mange fattige migrantarbejdere, der har stået for ophugningen af de gamle skibsvrag.

Men nu er fire af strandens værfter blevet certificeret efter den såkaldte Hong Kong-konvention, som sikrer, at skibsophugningen foregår ansvarligt - både når det gælder sikkerhed og miljø, lyder det.

Derfor vil man indenfor det næste halve år kunne se de blå Mærsk-skibe blive skrottet på stranden, oplyser Mærsk.

En mærsk-mand skal overvåge ophugningen

Maersk Line har ellers ikke benyttet sig af strandens værfter siden 2009, da "forholdene var i strid med virksomheden etiske retningslinjer".

Men det er de altså ikke længere, siger Anette Stube, som selv har besøgt stranden to gange.

- Der er sket en fantastisk udvikling, og vi har haft auditører ude, som har undersøgt standarden på værfterne, og vi vurderer, at det går så godt, at vi nu kan benytte os af dem, siger hun og fortsætter:

- Jeg har også set billederne med forfærdelige arbejdsforhold, som har gjort, at man tidligere slet ikke overvejede at sende sine skibe derhen. Men nu kan man ophugge forsvarligt.

For at sikre sig, at alle procedurer bliver overholdt i Alang, sender Mærsk en mand med til stranden, som skal sikre, at alt foregår som det skal.

- Han forlader først stedet, når vores skib er fuldt ophugget, og det kommer til at gælde alle skibe, vi sender til Alang, siger Anette Stube.

Mærsk oplyser desuden, at de vil investere i nogle projekter i området, så både forholdene på stranden og på hospitalerne bliver bedre, og de opfordrer andre rederier til at gøre det samme.

Mærsk kan ikke oplyse, hvor mange skibe, de forventer, skal skrottes på stranden, men det bliver "betydeligt flere" end de 1-2 skibe, der pt. bliver ophugget om året, lyder det.