YouSee lovede Pernille Jensen fra Sulsted hurtig internetforbindelse, gratis oprettelse og gratis tv-bokse – i stedet har hun i et halvt år måttet kæmpe en sej kamp med YouSee for at få dem til at holde, hvad de havde lovet.
- Det er jo vildt frustrerende, at man skal bruge så meget tid på at tage fat i dem, og de erkender alt, men der sker bare ingenting, det synes jeg er helt hen i vejret, siger Pernille Jensen.
Hun oplevede både at internethastigheden ikke var som aftalt, og at YouSee blev ved med at sende fejlagtige regninger og rykkergebyrer.
Efter 30-40 mails og utallige opkald til YouSee uden nogen effekt, besluttede Pernille og hendes kæreste at opsige deres abonnementer, alligevel har YouSee sendt parret regninger helt til nytår, selvom de ikke har modtaget YouSees produkter siden midten af september.
Problemer over hele landet
- Det er jo fuldstændig op ad bakke. Sådan kan man ikke drive et professionelt firma, siger Pernille Jensen.
Hendes oplevelser med YouSee er langt fra enestående. DRs forbrugerprogram Kontant har fået henvendelser fra utilfredse kunder over hele landet, og problemerne spænder fra dårligt TV-signal og for svagt internet til rod med regninger og problemer med noget så simpelt som at opsige abonnementer. Uanset hvor problemet udspringer, så er fællesnævneren at YouSees kundeservice ikke kan håndtere det.
Det mærker man i forbrugernes organisation, Forbrugerrådet Tænk.
- Vi har simpelthen fået en stigning i antallet af henvendelser, og det får vi jo, når folk er utilfredse, nogle gange desperate over ikke at vide, hvad de så skal gøre, når de ikke får nogen løsning fra deres selskab, siger Martin Salamon, cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk.
I starten af året blev YouSee lagt sammen med TDC Privat - og selskabet, der nu samlet hedder YouSee - er landets største udbyder af tv, net og telefoni med over en million kunder. De tegner sig for fire millioner abonnementer - eller kundeforhold, som YouSee selv kalder det. Men samtidig er omfanget af problemer nået hidtil uset størrelse.
- Jeg tror aldrig vi har set en situation, hvor de har fået så meget kritik, siger Nicolas Fredriksen fra mobil.nu, som har fulgt telebranchen gennem mange år.
- Når man overtog TDCs kunder, så overtog man faktisk millioner af abonnementsforhold, der egentlig har været trofaste kunder, som bare har været tilfredse med at tingene fungerede. Når tingene så ikke fungerer, så aktiverer man jo egentlig en sovende kæmpe, siger han.
YouSee erkender problemer
Jens Aaløse, koncerndirektør i TDC-Group, beklager til Kontant de mange dårlige oplevelser med kundeservice.
- Det gør mig ked af det, fordi vi er optagede af at have glade og tilfredse kunder, det er det, vi lever af. Man har ikke en stærk forretning, hvis man ikke også har glade og tilfredse kunder, så selvfølgelig skal vi også have det, siger han.
Han begrunder det høje antal utilfredse kunder med, at virksomheden på nuværende tidspunkt befinder sig i en overgangsperiode, hvor sammenlægningen mellem TDC og YouSee har givet dem nogle udfordringer.
- Jeg tror, det er åbenlyst for alle forbrugere, inklusiv mig selv, at selvfølgelig er det ikke tilfredsstillende, derfor er vi også optagede af at gøre det bedre, siger koncerndirektør Jens Aaløse.
Han lover, at der i slutningen af året vil være bedre styr på kundeservicedelen, og at kunderne her kan forvente en optimeret og tilfredsstillende kundeservice.
Se mere i Kontant i aften kl. 21.00 på DR1
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1289298361120685