Ikke alene staten har penge i klemme, efter Skat i går valgte at stoppe al automatisk inddrivelse af gæld på grund af store problemer med det såkaldte Efi-system, der blandt andet ulovligt har krævet forældet gæld op.
Også kommunerne mangler et større milliardbeløb.
- De kommunale restancer er steget væsentligt de sidste mange år. Vi havde en forventning om, at Efi-systemet kunne få bugt med de kommunale restancer. Det er ikke rigtigt sket. Nu har man så stoppet systemet, og det mener vi sådan set er en logisk konsekvens af, at det ikke har virket. Men det er klart, at så er man nødt til at prioritere inddrivelsen, siger Morten Mandøe, cheføkonom i KL.
Han forklarer, at kommunerne alene har sendt restanser for samlet 3,2 milliarder kroner til Skat, som mangler at blive inddrevet. Kommunernes restancer er vokset fra 2,6 milliarder i 2012 til 3,2 milliarder kroner i dag.
Kommunal gæld
Det er altså ikke kun skattegæld, det handler om. Skat overtog for nogle år siden al inddrivelse fra kommunerne, så alle regninger til det offentlige fra fartbøder til ubetalte børnepenge går gennem Skats inddrivelsessystem.
- Det var en kolossal udvikling, da man besluttede at centralisere inddrivelsen i Efi for at spare rigtigt mange medarbejdere. Der skete en halvering af medarbejdere fra 2.000 til omkring 1.000. Det var et ret stort skridt, fordi man tog rationaliseringen på forskud, og det vil jeg kalde en dødssynd, siger Jørn Rise, der er formand for Told og Skatteforbundet.
Samlet set drejer det sig om omkring 80 milliarder uinddrevet gæld, der endnu ikke har nået forældelsesfristen.
Alene i 2014 er de forældede gældskrav opgjort til 1,3 mia. kr. - penge, som SKAT altså har opgivet at inddrive. I 2013 måtte man opgive at inddrive restancer for 2.3 milliarder.
Rå muskelkraft
For at komme puklen af manglende restancer til livs, er der behov for rå muskelstyrke.
- Jeg synes, man er nødt til, som tidligere direktør i Skat Peter Loft også har sagt, at bide skammen i sig og så ansætte noget rå muskelkraft, for der er brug for ressourcer, det er simpelthen en nødvendighed, siger Jørn Rise.
Han deler vurderingen af, at der kun eksisterer én løsning med Morten Mandøe, cheføkonom i KL - og den er ekstra manuel inddrivelse:
- Der er selvfølgelig en risiko. Men vi har fuld tillid til, at Skat vil prioritere en manuel inddrivelse, og det håber vi på, at man vil sætte ressourcer nok af til, sådan så vi kan få bugt med de kommunale restancer eller i hvert fald med den stigning, der har været i de kommunale restancer, siger han.
Det er en redegørelse fra Kammeradvokaten, som er direkte anledning til, at skatteminister Karsten Lauritzen har lukket ned for efi-systemet.