Kommunalpolitikere overvejer boykot af Nordea

Politikere i Frederiksberg og Odense undersøger, om Nordea kan smides på porten.

Flere kommunalpolitikere er klar til at trække stikket til Nordea, efter afsløringerne om medvirken til skatteunddragelse i lækagen fra et panamansk advokatfirma. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Da Byrådet i Odense Kommune for nylig gennemgik kommunens etiske investeringspolitik, tog Brian Skov Nielsen (E) rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen, ordet.

Han har sat stadsdirektøren i Odense Kommune i gang med at undersøge muligheden for at afbryde samarbejdet med Nordea, efter afsløringer i Panama-papirerne har vist, at Nordea har hjulpet kunder med at oprette selskaber i skattely-lande.

- Samtidig med vi vil have en etisk investeringsprofil i Odense Kommune, så foretager vi investeringer gennem vores bankforbindelse, Nordea, som aktivt og skjult hjælper danskere og danske virksomheder med at placere deres overskud og formue i skattely, siger han.

En mulighed kan være, at Nordea har brudt kommunens social klausuler, vurderer Brian Skov Nielsen.

- Vi er nødt til at sende et klart signal om, at skatteindtægter ikke må ryge i skattely. Vi har en etisk investeringspolitik, og så er det jo tragikomisk, at bankforbindelsen er Nordea, siger han.

Klar til at skifte bank

Hvis ikke stadsdirektøren finder en måde at afbryde samarbejdet med Nordea, vil Brian Skov Nielsen fremsætte et forslag, siger han:

- Hvis ikke det er muligt på det foreliggende grundlag, så må vi jo tage en beslutning om, at vi fremadrettet ikke vil have den slags, og så må vi jo på den baggrund skifte bank.

Det kan dog vise sig svært for Odense Kommune at afbryde samarbejdet med Nordea, fordi Nordea har vundet et udbud og er på kontrakt med kommunen.

Venstres politiske ordfører i byrådet, Bo Libergren, kalder muligheden for "teoretisk" og har ellers ikke nogen kommentarer.

Forvaltningen undersøger

Også Frederiksberg Kommune har sat gang i undersøgelser, der skal vise, om det er muligt helt at afbryde samarbejdet med Nordea på baggrund af de historier, der er kommet frem om Nordens største bank.

- Det, jeg gerne vil have forvaltningen til at fortælle, er, hvad jeg kan gøre. Det er svært at gå ud at boykotte uden på forhånd at vide, hvilke muligheder vi har. Men hvis det er rigtigt, at Nordea har medvirket til skattebedrageri, mener jeg ikke, Frederiksberg skal have Nordea som bank, siger 2. viceborgmester Michael Vindfeldt (S).

Frederiksberg Kommunes bankforbindelser er Danske Bank og Nordea.

Borgmesterpartiet i kommunen, De Konservative, har bedt forvaltningen om svar på, hvilke af kommunens samarbejdspartnere der er involveret i skattelækagen.

Gruppen regner også med at stemme for Socialdemokratiets forsag, der skal afbryde samarbejdet med virksomheder, som optræder i lækagen.

- Vi har bedt forvaltningen om at finde ud af, ud fra de navne der er nævnt i lækagen, hvilke firmaer, som er af interesse for Frederiksberg, og samtidig hvad vi har af muligheder, hvad der er op og ned i den her sag, siger Flemming Brank, gruppeformand hos Konservative i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg.

Kommunerne er i forvejen underlagt strenge udbudskrav. Derfor kan det være svært at trække sig ud af en aftale med for eksempel Nordea. Det er også grunden til, at bolden nu er spillet over til forvaltningen i Frederiksberg Kommune, fortæller Flemming Brank.

- Min tolerance er ikke stor, når firmaer medvirker til skattesnyd. Men vi er underlagt dansk lovgivning, og den er vi nødt til at overholde, og derfor har vi bedt forvaltningen om at se på, hvilke muligheder der er, siger Flemming Brank.

Nye forvaltere i Aarhus

Aarhus Kommune har også Nordea som bankforbindelsen. Her afventer gruppeformand i Socialdemokraterne Camilla Fabricius et økonomiudvalgsmøde i dag.

- Vi skal have en orientering om det, og hvad for noget samarbejde, vi har, siger hun.

Aarhus Kommune har en investeringsportefølje på 1,2 milliarder. Af dem investeres 240 millioner kroner i aktier gennem investeringsforeninger.

Økonomidirektør i Aarhus Kommune Peter Pedersen oplyser, at der fra 1. april er hyret seks nye forvaltere til at administrere kommunens formue:

- Overordnet foretager vi en etisk screening i forhold til FN's standard for investeringer, som står inde for nogle forskellige ting som børnearbejde, men ikke et forhold, der handler om skattespekulation, siger Peter Pedersen.

- Vi har aftalt, at vi vil tage en dialog med de seks forvaltere på et møde i maj for at høre om deres tilgang til det, siger han

Nordea: Vi medvirker ikke til skatteunddragelse

I en mail til DR Nyheder skriver pressechef i Nordea Danmark Martin Kjærsgaard Nielsen:

“Vi ønsker hverken at kommentere på konkrete kundeforhold eller politiske forslag, men generelt kan jeg sige, at vi er opmærksomme på, at sagen har skabt utryghed og mistillid blandt kunder.”

Han forsikrer samtidig om, at der ikke er noget at komme efter i Nordeas nuværende praksis:

”Der er desværre mange misforståelser i debatten, men lad mig slå helt fast, at Nordea ikke medvirker til skattemæssige konstruktioner, der kan anses som skatteunddragelse. Vi er i konstruktiv dialog med kunderne for at skabe klarhed, og dialog er et tilbud, der gælder alle vores kunder, naturligvis også de kommunale.”