Bagtaleri og manglende frokostkammerater. Uro, ængstelse og søvnløshed.
Knap hver niende danske lønmodtager oplever mobning på arbejdspladsen. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det er især dem, der arbejder inden for transport og lager, industri og håndværk, bygge og anlæg, samt sundhed og omsorg, som har det svært på jobbet. Her oplever op mod hver sjette at blive udsat for mobning, viser rapporten.
- Det svarer til, at der er op imod 200.000 lønmodtagere, som enten er blevet mobbet af deres chef eller af deres kollega. Det er et rigtig højt tal, og det kan have alvorlige konsekvenser, siger Jonas Juul, som er analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Mobbet ugentligt eller sjældent
De lønmodtagere, som er mindst udsat for mobning, er ansatte inden for ledelse og vidensintensivt arbejde; for eksempel akademikere.
Her er det omkring hver 10., der oplever mobning.
- Helt konkret er de blevet spurgt, om de har oplevet at blive mobbet på deres arbejdsplads, og om det er ugentligt eller sjældent, forklarer Jonas Juul.
Opdelt på a-kasser er det især medlemmerne i Metal, FOA, 3F og Øvrig LO, der oplever mobning. Faktisk er der dobbelt så mange af de medlemmer, der har oplevet mobning inden for det seneste år, som medlemmerne fra Akademikernes a-kasse.
Det bunder i en dårlig kultur
Gitte Strandgaard har selv haft mobning tæt inde på livet. Hun er formand for Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak, og hun råder virksomheder til at samle deres personalegruppe og tage en snak om mobning.
Mobning på arbejdspladser handler nemlig ikke om enkeltpersoner. Det handler om kultur, lyder det.
- Det bunder altid i frygt – frygten for at miste magt og position, frygten for at blive den næste, der bliver mobbet. Og så er det selvfølgelig et resultat af dårlig og mangelfuld ledelse, siger Gitte Strandgaard og fortsætter:
- Det aller aller vigtigste er at få sat ord på, hvad mobning er, og så derefter lave nogle fælles værdisæt. Mobning er ikke et enkeltmandsproblem, det er et arbejdspladsproblem, og det skal løses i fællesskab, siger hun.
Der er 27.000 lønmodtagere, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, som ligger til grund for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 3.240 personer af dem svarer, at de har været udsat for mobning inden for det seneste år.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1045689818814875