Huawei taler ud efter Færøerne-sag: Vi kan ikke spionere på - eller slukke for - 5G-netværk

Huawei-direktør opfordrer kritikere til at forholde sig til fakta og ikke udokumenterede påstande.

Huawei vil hellere lukke og slukke butikken end at adlyde kinesiske - eller andre myndigheders - ordrer om at spionere eller sabotere 5G-netværk i Europa.

Det siger Huaweis nordiske direktør, Kenneth Fredriksen, i et interview med DR.

- For det første vil vi med garanti sige nej, uanset om det er kinesiske eller andre myndigheder, som beder os om at gøre noget i en kundes netværk, siger Kenneth Fredriksen, der repræsenterer den kinesiske tech-gigant i Norden.

- Vi kan slet ikke gå ind og lave den slags ændringer i et netværk. Og vi kommer aldrig til at gøre det på baggrund af ordrer fra nogle myndigheder.

Det var med andre ord udokumenterede beskyldninger, mener Huawei-chefen, da den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, i den færøske avis Sosialurin advarede mod, at Huawei kunne spionere, eller i værste konsekvens lukke ned for Færøernes 5G-net, hvis det kinesiske kommunistparti bad Huawei om det.

- Det er jo forkert. Hvordan skulle vi som udstyrsleverandør kunne gøre det? Vi har ikke adgang til nettene. Vi leverer udstyr, som vores kunder drifter og vedligeholder. Det er ikke os, som håndterer vores kunders netværk.

- Der findes gode metoder til at sikre sig at trafik og data i et mobilnet ikke går andre steder hen, end det skal, og at man ikke har mulighed for at slukke netværket udefra, siger Kenneth Fredriksen.

Tvivl om uafhængighed

Stormvejret omkring det kinesiske selskab har været vedholdende og voldsomt den seneste uge.

Først kunne Berlingske og DR afsløre, at Færøerne angiveligt var blevet presset af den kinesiske ambassadør til at vælge Huawei som leverandør til 5G-mobilnettet. Ellers ville en vigtig handelsaftale med Kina ryge i vasken. En udveksling, Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen beskrev som den rygende pistol, man længe havde ventet på:

- Det er første gang, at vi får et klokkeklart bevis på, at den kinesiske stat og Huawei er ét fedt, sagde han.

Den kinesiske ambassadør i Danmark Feng Tie har siden forklaret, at han blot forsvarede kinesiske handelsinteresser og Huawei mod pres fra USA

Her i weekenden blussede sagen igen op. Denne gang i Berlin, hvor den kinesiske ambassadør åbent truede med konsekvenser, hvis Huawei, der netop har sikret en stor kontrakt på 5G udstyr til Tysklands næststørste mobilnetværk, igen bliver vraget:

- Hvis Tyskland skulle tage en beslutning, som fører til, at Huawei bliver udelukket fra det tyske marked, vil det få konsekvenser. Den kinesiske regering vil ikke se stiltiende til, sagde ambassadør Wu Ken ifølge Berlingske til et arrangement af det tyske Handelsblatt.

Fri os fra politisk indblanding

Helst ville Huaweis nordiske chef Kenneth Fredriksen undvære den polemik, der har omgærdet firmaet den seneste tid:

- Vi håber, at vores kunder tager beslutninger baseret på tekniske og kommercielle vurderinger, og at vi kan drive vores forretning med kunder uafhængigt af politisk påvirkning.

Det gælder også kinesiske myndigheders indblanding:

- Absolut. Vi ønsker ikke nogen politisk indblanding i vores forretninger.

- Vi ønsker at være selvstændige og at klare os uden politisk påvirkning. Og så håber vi selvfølgelig også, at vores kunder slipper for at skulle forholde sig til politisk påvirkning, når de skal træffe deres beslutninger.