Et velhavende russisk ægtepar fik hjælp af den skandinaviske bank Nordea til at placere 7,5 millioner kroner i skattely og ikke mindst til at trække pengene ud igen uden om de russiske myndigheder.
Det skete igennem Nordeas afdelinger i Rusland og i Luxembourg, viser dokumenter, som DR Nyheder har haft adgang til igennem lækagen Panama Papers, der består af dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.
I ovenstående grafik har vi beskrevet pengestrømmen og Nordeas rolle.
Stråmandsselskab
Af dokumenterne fremgår det, at Nordea i Luxembourg hjalp et velhavende russisk ægtepar med at få oprettet et selskab i skattely på De Britiske Jomfruøer igennem advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.
Det skete igennem en såkaldt stråmandskonstruktion, hvor ægteparret bevarede den reelle kontrol med virksomheden igennem en hemmelig fuldmagt, men udadtil så det ud som om, at virksomheden var styret af lokale.
Da ægteparret gerne ville trække pengene hjem i 2015, involverede de først Nordea i Luxembourg, der sendte sagen videre til Nordea i Rusland. Nordea i Rusland oprettede et fiktivt lån, som blev tilbagedateret, og derefter kunne der udbetales penge til ægteparrets konti.
DR Nyheder kender identiteten på det russiske ægtepar.
Eksperter: Mulig hvidvaskning af penge
DR Nyheder har talt med to eksperter, der begge siger, at Nordea, gennem konstruktionen, formentlig har været med til at vaske penge hvide.
Nordea ønsker ikke at udtale sig om sagen, før deres interne undersøgelse er færdiggjort.
- Vi kan og må ikke kommentere på enkeltkunder. Dog vil jeg godt understrege, at vi tager den slags oplysninger meget alvorligt og vi har set på det. Vi skal imidlertid sikre, at vi har alle oplysninger, før vi kommenterer og potentielt handler. Oplysningerne vil indgå i vores undersøgelse, og før den er færdig, vil vi ikke kommentere. Men hvis vi finder eksempler på, at vores procedurer og regler ikke er blevet overholdt, er det naturligvis fuldstændigt uacceptabelt og vil få konsekvenser, skriver kommunikationschef i Nordea Luxembourg Jonas Torp i en skriftlig kommentar.
Nordea er den danske bank, der figurerer oftest i de lækkede dokumenter fra Panama. Over 10.000 gange er Nordeas nævn i dokumenterne.
Banken har efter offentliggørelsen af dokumenterne afbrudt samarbejdet med Mossack Fonseca, og banken har beklaget at man ikke tidligere strammede sine procedurer op, der skulle sikre at Nordea ikke var medvirkende til skatteunddragelse.