Mandag døde 32 mennesker i et bombeangreb i Tyrkiet, onsdag blev to politifolk dræbt tæt ved grænsen til Syrien. Nu øger Tyrkiet sikkerheden.
Onsdag blev to tyrkiske politifolk dræbt i byen Ceylanpinar tæt på grænsen til Syrien. Ingen ved endnu, om angrebet har forbindelser til terror.
For kun to dage siden mistede 32 personer livet i en eksplosion ved et kulturhus i byen Suruc, der også ligger tæt på den syriske grænse.
Derfor mødes Tyrkiets premierminister i dag med regeringens ministre for at tale om bedre sikkerhed langs landets grænser.
Grænselukning er et dilemma
Tyrkiet grænser op til Syrien og bliver ofte kritiseret for ikke at gøre nok for at standse Islamisk Stat, som styrer store områder i nabolandene Syrien og Irak.
Ifølge Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, vil landet nu styrke sikkerheden langs den 900 kilometer grænse til Syrien.
Han sagde dog, at det er svært at lukke grænsen for Islamisk Stat og andre krigere, men samtidig holde den åben for flygtninge, der har brug for hjælp.
Mistænkt selvmordsbomber er identificeret
Tirsdag sagde Tyrkiets premierminister, at 'der er stor sandsynlighed for,' at selvmordsbomberen fra angrebet mandag havde forbindelse til Islamisk Stat.
Indtil videre er den mistænkte ved at blive undersøgt.
- En mistænkt er blevet identificeret. Den mistænktes internationale og nationale forbindelser bliver undersøgt, sagde han.
/ritzau/AFP