Rumsonde er nået frem til Mars

En amerikansk rumsonde er nået frem til Mars efter en ti måneder lang rejse gennem rummet.

Der kredser nu fire rumsonder om Mars, og på onsdag kommer en femte rumsonde til den røde planet. (Foto: © Nasa, Scanpix)

 

En amerikansk rumsonde er nået frem til Mars efter en ti måneder lang rejse gennem rummet.Den amerikanske rumsonde Maven har fløjet 711 millioner kilometer gennem rummet og kredser nu om planeten Mars.

Rejsen varede ti måneder.

Var der liv på Mars?

Der er ingen mennesker i rumsonden, men en masse redskaber og computere. De skal nu hjælpe forskere med at måle og undersøge atmosfæren omkring planeten.

Målingerne kan hjælpe forskere på Jorden til at forstå, hvordan planeten har ændret sig gennem tiden.

Hvis vi ved mere om klimaet på Mars i gamle dage, kan vi måske finde ud af, om der var liv på planeten engang.

Solvinden har blæst atmosfæren væk

Forskerne vil blandt andet gerne vide, hvorfor helt op mod 99 procent af Mars' atmosfære er blæst ud i rummet af solvinden.

For flere milliarder år siden havde Mars en meget tæt atmosfære. Dengang var der måske flydende vand på planeten, og dermed var der måske også liv.

Tre andre rumsonder kredser allerede om Mars. Den første kom i 2001, den anden kom i 2003 og den tredje i 2006.

En indisk rumsonde når efter planen frem til Mars på onsdag.

/ritzau/AFP