Chefer vil fyre flere syge

Reformen af sygedagpengene kan få alvorlige konsekvenser for mange syge. Otte ud af ti bliver fyret inden fem måneder, vurderer Beskæftigelsesministeriet.

Pædagogerne oplever allerede nu, at flere bliver fyret, hvis de er syge i længere tid. (arkivfoto) (© DR)

 

Reformen af sygedagpengene kan få alvorlige konsekvenser for mange syge. Otte ud af ti bliver fyret inden fem måneder, vurderer Beskæftigelsesministeriet.

I december blev alle partier undtagen Enhedslisten enige om en reform af sygedagpengene.

Reformen betyder blandt andet, at arbejdsgivere får færre penge fra staten til at dække udgifter i forbindelse med syge ansatte.

Tilskuddet falder med op til 7000 kroner om måneden.

Både fagforeningen 3F og Dansk Erhverv, der repræsenterer 17.000 firmaer, mener, reformen vil føre til flere fyringer af syge.

Det bekræfter et regnestykke fra Beskæftigelsesministeriet nu.

Virksomheder har ikke råd til at beholde syge

Beskæftigelsesministeriet har regnet på, hvad reformen vil betyde for de syge.

Avisen.dk har fået aktindsigt i regnestykket, og det viser, at cheferne vil fyre over otte ud af 10, før den ansatte har været syg i fem måneder.

Ole Steen Olsen er arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv. Han siger, at reformen kan betyde, at cheferne må fyre langt tidligere end før på grund af det lavere tilskud fra staten:

- Mange virksomheder bliver tvunget til langt tidligere at gøre op, hvad udsigten er til, at medarbejderen kommer tilbage, og hvad det kommer til at koste virksomheden.

Flere pædagoger bliver fyret

Pædagogerne oplever allerede nu en stigende tendens til, at medarbejdere bliver fyret, mens de er syge.

Formanden for pædagogernes a-kasse frygter, at den tendens nu bliver stærkere.

Thomas Lund forsker i sygefravær ved Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet Herning.

Han er sikker på, at reformen og den større risiko for fyring gør det sværere for syge at få mange år på arbejdsmarkedet:

- Vi har i årevis set, at jo længere tid du er syg, des mindre er chancen for, at du kommer tilbage igen, siger Thomas Lund til Avisen.dk.

/ritzau/