Det danske frisind er under pres fra en fundamentalistisk fremmedfrygt, der ikke har tvivlens nådegave. Redningen skal komme fra gode vaner, der fremelsker både tro og tvivl.
Det mener tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, der søndag skal stå på prædikestolen i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro i København. Her er han inviteret af sognepræst Pernille Østrem til at prædike.
Den kristne tro har altid betydet meget fra Hans Jørgen Bonnichsen. Helt fra barnsben af har han haft den vane at bede aftenbøn.
- Hvis du virkelig vil give folk en god gave, så giv dem gode vaner. Gode vaner til også at forholde sig til de lidt mere abstrakte, mere uforståelig ting, der ikke er så konkrete og håndgribelige. Det tror jeg, vi har svigtet i en periode, siger Bonnichsen til DR forud for sin prædiken.
Aftenbøn, højskolesangbogen, litteratur og kunst er nogle af de vaner, der ifølge ham selv har formet hans livs- og menneskesyn. Det har givet den 73-årige både en tro, men også en tvivl, der altid stiller spørgsmålstegn - også ved hans eget synspunkt.
Dén tilgang har været afgørende for, at Bonnichsen har gået utraditionelle veje, som da han som chef i PET, inviterede de danske imamer indenfor PET´s mure, til dialog for at skabe tillid og fælles afsæt.
Frisindet i fare
Men uden gode vaner, der konfronterer os med nye tankebaner og perspektiver, frygter Hans Jørgen Bonnichsen, at selve det danske frisind kan være i fare:
- Vi ser nogle fastlåste, polariserede ja næsten fundamentalistiske holdninger, hvor vi ikke har det frisind til at acceptere, at andre kan have en anden tilgang til verden, at andre kan have en anden tro eller se anderledes ud end os. Og dermed begiver vi os lige præcis ud i det, som vi bebrejder dem, nemlig en fundamentalistisk verden.
At en del af de ”fundamentalister” som Bonnichsen hentyder til, også beder deres aftenbøn og har gode vaner, affejer Bonnichsen som en gåde:
Han mener, at tvivlens element mangler i den fundamentalistiske tænkning:
- Jeg tror, det afgørende er, at du stadig har tvivlen. Hvis du siger ”Sådan skal det være” og alt bliver sort og hvidt, så mangler du tvivlen som et fundament. Tvivl er jo ikke det samme som fortvivlelse. Det betyder, at du hele tiden er spørgende og søgende.
Overlevede seksoghalvtreds års tysk pres
Men kan gode vaner så gøre noget ved folks frygt for tab af dansk identitet på grund af den øgede indvandring i de senere år?
Ja, mener Bonnichsen og henviser til tyskernes besættelse af hans egen hjemmeegn fra 1864:
- Vi sønderjyder var i seksoghalvtreds år underlagt prøjserne, hvor det ikke var et spørgsmål om integration, men om assimilering. Vi fik presset alle de tyske værdier ned over os, men det kunne ikke lade sig gøre. Vi havde en dansk sangtradition som voksede. Højskolesangbogen er rundet ud af det sønderjyske. Seksoghalvtreds år under prøjserne og vi var i stand til at bevare vores nationalitet og værdier. Hvordan tror man så, at det er muligt at smide en dybvandsbombe ind i det i dag?
Han medgiver dog, at frygten skal tages seriøst. Men den bedste måde at håndtere frygten er ved at se den i øjnene. Møde de mennesker vi frygter, og lære dem at kende. Så vil vi opdage, at en del af vores frygt var aldeles ubegrundet, mener Bonnichsen.
Vil ikke lægge fingrene imellem
Det er ikke første gang Hans Jørgen Bonnichsen står på prædikestolen på søndag. Men tilhørerne skal ikke forvente en afdæmpet Bonnichsen:
- Der er mange ting i søndagens tekst, som godt kan give mig anledning til at sige ting, som måske vil provokere nogen.
Men intentionen er ikke at skabe polarisering. Bonnichsen håb er med hans egne ord, at prædikenen kan give et lille bidrag til at ”skabe et samfund, som er bedre end den polarisering, vi oplever i dag.”
Bonnichsens prædiken kan høres i højmessen på P1 i morgen kl 9:54.