Birthe Rønn Hornbech: Nogle politikere er også hadprædikanter

Den tidligere integrations- og kirkeminister mener, at folketinget, og ikke religion, er skyld i polariseringen mellem muslimer og ikke-muslimer.

Birthe Rønn Hornbech var minister for flygtninge, indvandrere og integration og kirkeminister fra 23. november 2007 til 8. marts 2011. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Hun var klar i spyttet som minister, og i denne uges Mennesker og Tro på P1 lægger Birthe Rønn Hornbech heller ikke fingre imellem.

- Den opdeling, der finder sted i øjeblikket, er skabt af det danske folketing. Hvis jeg var muslim, ville jeg føle, at nogle af politikerne er mindst lige så meget hadprædikanter som det, man beskylder muslimske imamer for at være, siger hun til Anders Laugesen.

Han er den første journalist, der har fået lov at besøge Birthe Rønn Hornbech i hendes hjem i Brøndby Strand. En by, hvor kulturmøder dagligt finder sted.

Troende kan bedre rumme andre religioner

Tror man Birthe Rønn Hornbech, er det blandt andet statens integrationspolitik og nylige indskrænkning af ytringsfriheden for hadprædikanter, og ikke religion, der skaber polariseringen.

Hun mener derimod at religiøse som udgangspunkt udviser større respekt overfor andre religioner end ikke-religiøse.

- Den almindelige muslim udviser jo stor respekt for andres tro. Da jeg blev integrations- og kirkeminister, var der mange muslimer, der udtalte, at de var glade. De vidste, at jeg selv var funderet i kristendommen, så de forventede, at jeg havde større respekt for deres tro, og det passer jo, siger hun.

Sådan vil et flertal forhindre hadprædikanter:

  • En liste over prædikanter skal forhindre indrejse i Danmark. Det gælder dog ikke EU-borgere, da det vil stride mod den fri bevægelighed i EU.

  • Visse ytringer i religiøse læreforhold skal kriminaliseres. Dette gælder ytringer, der undergraver den danske lovgivning.

  • Foreninger der modarbejder demokratiet skal ikke længere kunne få offentlig økonomisk støtte.

  • Staten skal gennem en stramning af 'Friskoleloven,', kunne foretage uanmeldte besøg på skoler "med særlige udfordringer"

  • Trossamfund og religiøse forkyndere kan fratages skattemæssige fordele i form af fradrag. Det kan ske, hvis de "underminerer grundlæggende friheds- og menneskerettigheder".

  • Der skal foretages en ny kortlægning af moskéer i Danmark, da den seneste er fra år 2006.

  • Der vil blive stillet et såkaldt ’værdighedskrav’ til præster, imamer, forkyndere og lignende i trossamfund udenfor folkekirken. Det betyder, at en forkynder skal udvise en adfærd, der "ikke gør den pågældende uegnet eller uværdig til at udføre offentlig myndighed".