ANMELDELSE.
Det er både en styrke og en svaghed ved Lars von Triers "Melancholia", at den tager udgangspunkt i Jordens undergang. Naturligvis er det et helt fantastisk emne - eller gimmick - i en film. Det kan knap nok blive større og mere spektakulært. Men når nu PR-maskineriet for "Melancholia" har slået fast, at filmen beretter om Jordens Undergang, og Lars von Trier selv bruger de første 10 minutter af filmen på at vise Jordens undergang, hvad er der så egentlig tilbage at diske op med når Jorden først er gået under?
Så kan resten af filmen næsten kun blive et efterskælv.
Lars von Trier gør selv opmærksom på, at "Melancholia" ikke handler så meget om Jordens undergang, som den handler om menneskers reaktion på den. Og det er ikke løgn. "Melancholia" er alt andet end den type amerikanske actionfilm, hvor stakkels mennesker spurter rundt som små myrer i en myretue, som en eller anden uopdragen dreng står og tisser på.
Trier nyder dommedag
Man kan også sige, at "Melancholia" er den absolut mest afdæmpede og smukkeste og især positive katastrofefilm i verdenshistorien.
Den nærmeste slægtning er måske canadieren Don McKellars 'Last Night' fra 1998, der også fulgte en flok almindelige menneskers reaktion på den truende dommedag. Men hvor 'Last Night' har en underliggende tone af vold og frustration, går Lars von Trier i den direkte modsatte retning.
Han nærmest nyder Dommedag. Han svælger i den, læner sig tilbage, nærstuderer den enorme planet, "Melancholia", der har kurs mod Jorden, og lader endda sin ene hovedperson konkludere, at det ikke gør noget, Jorden går under. Den er ikke noget værd alligevel. Det er ikke bare en ny flabet provokation på Triers trofæ-hylde. Der er en god mening med det, og meningen rækker langt videre end Triers drengede glæde ved at lade en kæmpeplanet smadre jordkloden.
De to søstres melankoli
Man kan sagtens argumentere for at "Melancholia" mest af alt handler om den særlige tilstand, der hedder melankoli - og at titlen dermed er aldeles passende. Triers to hovedpersoner er to søstre, der er udstyret med hver sin sindstilstand. Den ene, Justine (Kirsten Dunst), er uligevægtig og melankolsk. Den anden, Claire (Charlotte Gainsbourg), opfatter derimod glæde og ligevægt som den naturlige tilstand i tilværelsen på jorden.
Det gør ikke Claire til et glad og ligevægtigt menneske, men i modsætning til Justine forsøger hun at rette op på sin sindsstemning, og blive ligevægtig, hvis noget generer hende. Justine, derimod, synker ind i sin tilstand af melankoli og er ikke til at redde.
Lover at være lykkelig
Det understreger Trier ualmindeligt velformuleret med den første halvdel af filmen, der foregår på Justines bryllupsdag. Claire og hendes mand truer hende bogstavelig talt til at være glad, hvilket der kommer nogen på én gang meget smukke, triste og morsomme scener ud af. Især scenen, hvor Claires mand, John (Kiefer Sutherland) truer hende til at være lykkelig når nu han har brugt så mange penge på hendes bryllup er en lille genistreg.
Justine lover at være lykkelig, men kan naturligvis ikke holde hvad hun lover. Som bryllupsnatten skrider frem og folk omkring hende bliver mere og mere forlorne i deres jagt på lykke og balance i tilværelsen, skrider Justine fra det hele, om ikke fysisk, så i hvert fald mentalt.
Melankolien rammer alle
I anden halvdel af filmen vender Trier perspektivet i "Melancholia". Mens kæmpeplaneten "Melancholia" ser ud til at drive forbi Jorden i sikker afstand, bliver Claire mere og mere angst for at noget går galt og at "Melancholia" virkelig drøner lige ind i Jorden. Justine derimod slapper helt af. Hun er allerede ramt af "Melancholia". Hun er uligevægtig og dermed i ligevægt, nu da alle normale mennesker på jordkloden er helt uligevægtige af angst.
Det er et spøjst, men aldeles velfungerede dramatisk greb, Lars von Trier her trækker op af hatten, og det er netop derfor "Melancholia" først og fremmest handler om melankoli - eller om en kvinde, der finder harmoni i jordens undergang. "Melancholia" er et forsvar for melankolien og uligevægten og dermed et angreb på den harmoni, som i almindelighed bliver opfattet som den eneste acceptable tilstand i den menneskelige tilværelse. Aldrig er tilstanden af melankoli bliver så grundigt og udførligt beskrevet og underbygget i en film.
Chokket kommer aldrig
Måske havde Lars von Trier skabt en mere chokerende oplevelse, hvis han havde lagt en dæmper på drillepinden i sig selv og havde undladt at gøre opmærksom på Jordens undergang. Så havde "Melancholia" haft den spænding og det chok, den aldrig får og som tilsyneladende heller ikke er Triers intention. Men det er også en af de få indvendinger, den her anmelder kan diske op med - måske lige bortset fra, at filmen godt kunne tåle at blive strammet op ved at skære 4-5 scener ud.
Med "Melancholia" understreger Lars von Trier ikke alene er at han er en af de få filminstruktører, man aldrig ved hvor man har og hvad man kan forvente af. Han er altid parat til udfordre og udforske, ikke mindst sig selv. Og med sine seneste to film, "Antichrist" og "Melancholia" har han skabt to film, som man kan blive ved med at vende og dreje, og som hele tiden viser nye indgange og nye facetter.