Der er knald på i den erotiske romantrilogi "Fifty Shades of Grey". Bogstaveligt talt. Så meget at de engelske bøger med de saftige pornografiske beskrivelser har mast sig foran de syv Harry Potter-værker på listen over alle tiders hurtigst sælgende bøger.
Derudover har de erotiske bøger fra den kvindelige og debuterende erotikforfatter EL James nu også slået JK. Rowling og hendes troldmandslærling, når det gælder om at være den bedst sælgende forfatter på internetboghandlen Amazon.com.
Genren kaldes blandt andet for "mommy porn", da det er porno, som selv ens mor kan læse uden at skamme sig for meget. Og de saftige romaner er allerede langet over disken næsten 40 millioner gange på verdensplan og trilogien er solgt til udgivelse i imponerende 43 lande.
Erotik som dansk bestseller?
Og snart vil erotikken også fylde i danske bogreoler, når det danske forlag C&K Forlag i slutningen af denne måned følger den pornografiske bølge og udgiver deres helt egen erotiske bogserie på dansk.
Samtidig udkommer de tre bøger i Fifty Shades-serien i øvrigt på dansk.
Skal skabe lyst i læseren
- Vores bøger er det, vi kalder blød porno, fordi det er jo lagt ind i en længere historie. Men altså, det er jo underholdningslitteratur og det er romaner, der er lagt an på at pirre og skabe lyst i læseren, siger forlagschef ved C&K, Charlotte Jørgensen til DR Kultur.
De første tre danske romaner fra C&K Forlag er på gaden 31. august og to af værkerne er skrevet af kendte kvindelige forfattere fra Danmark. Den sidste er forfattet af en debutant, men fælles for alle tre skribenter er, at de skriver under pseudonym.
De hemmelige forfattere
Men hvorfor egentlig det? Ja, det var faktisk ikke et krav fra forlaget, men Charlotte Jørgensen forstår nu godt forfatterne:
- Det er jo vældig intimt at skrive om seksualitet - og måske især for kvinder. Det er overskridende og man kommer ned i noget meget personligt, siger hun og uddyber:
- Så det er klart, at man er nødt til at have en frihed, når man sidder i skriveakten og den får forfatterne ved, at de ikke skal ud i offentligheden og identificeres med de fantasier, man har skrevet om i romanen.
Men mon ikke, der vil blive gættet flittigt på navne, når bøgerne "Ti lektioner i lyst", "Romerske Fantasier" og "Det bløde punkt" udkommer.
De engelske bøger i Fifty Shades-serien er i øvrigt blevet modtaget med ret så lunkne anmeldelser og mange har kritiseret romanerne for at være dårligt skrevet. Men det har altså ikke stoppet læsernes købelyst.