Tinderbox opruster med store internationale navne

Tinderbox præsenterer i alt seks nye navne i dag. Det drejer sig både om store internationale navne i form af Major Lazer, Emeli Sandé, Black Rebel Motorcycle Club og James Blake samt to mindre bands.

James Blake er en af dagens seks nye navne til den fynske festival Tinderbox. (Foto: © Torkil Adsersen/Scanpix)

Den nye, store, fynske festival, Tinderbox, tilføjer i dag flere store internationale navne til programmet, men der er også blevet plads til to mindre af slagsen, heriblandt det danske band Go Go Berlin.

Tidligere er kendte navne som Robbie Williams, Ellie Gouilding, Calvin Harris, Faith No More og The Prodigy blevet præsenteret, og de får nu selskab af yderligere fire. Major Lazer, Emeli Sandé, Black Rebel Motorcycle Club og James Blake.

De nye offentliggørelser byder på en bred musikalsk palet af både pop, rock og elektronisk musik.

Garanter for en kæmpe fest

Major Lazer er et elektronisk projekt med den amerikanske DJ og producer Diplo som frontmand. Den elektroniske festbombe har to album bag sig, og der forventes yderligere to nye album i løbet af 2015.

Major Lazer og Diplo har arbejdet sammen med andre store navne som Pharrell og Beyoncé. Og rygtebørsen melder, at Gwen Stefani og Ellie Guilding medvirker på de næste albums.

Diplo har også arbejdet sammen med den danske sangerinde på nummeret ’XXX 88’.

Popkometen

Emeli Sandé brød gennem lydmuren i 2011 med nummeret ’Heaven’ fra hendes debutalbum ’Our Version of Events’. Albummet lå nummer ét i syv uger på den engelske hitliste og blev det mest solgte album i England i 2012.

Her i Danmark er pop-sangerinden også blevet spillet heftigt på de danske radiostationer med numrene ’Heaven’, ’Next To Me’ og ’My Kind Of love’.

Endnu et rocknavn

Rockgruppen Black Rebel Motorcycle Club er blot det seneste navn på en allerede stærk liste af rocknavne såsom Faith No More, Eagles of Death Metal og Royal Blood.

Black Rebel Motorcycle Club blev dannet tilbage i 1998 og har på de seneste udgivelser igen gjort sig godt bemærket i branchen.

Et mørkt elektronisk univers

James Blake bragede igennem i både hjemlandet og internationalt med sit debutalbum i 2011. Særligt nummeret ’Limit To Your Love’ var med til at etablere den unge brite blandt de allerstørste navne på den elektroniske scene.

James Blake vandt en Mercury Music Prize for sit seneste album ’Overgrown’ fra 2013, og han var desuden nomineret til en amerikansk Grammy i januar som ’Best New Act’.

To kommende store navne

Udover de fire store internationale navne er der også blevet plads til to mindre navne på plakaten. Australske Sheppard, der har været Ugens Uundgåelige på P3 med nummeret ’Geronimo’, og danske Go Go Berlin, der bliver spået som et af Danmarks kommende store internationale rocknavne.

Tinderbox løber af stablen den 26.-28. juni i Odense.