Den 72-årige musiker Paul McCartney bliver et af de helt store trækplastre på dette års Roskilde Festival.
Festivalen oplyser i en pressemeddelelse, at rockveteranen giver koncert på Orange Scene om lørdagen.
Fantastisk stemning
Rockveteranen har ikke spillet på en europæisk festival i fem år, og han glæder sig til sommerens koncert på Roskilde Festival.
- Jeg har hørt, at festivalen har en helt fantastisk stemning, så vi glæder os til selv at mærke den. Det er ved at være længe siden, vi sidst har været i Danmark, så I kan godt begynde at gøre jer klar til at rocke!, skriver Paul McCartney i pressemeddelelsen.
Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén mener, at Paul McCartney vil levere show, "der rammer lige i hjertet på tværs af generationer"-
- Han er i absolut topform i øjeblikket, og han medbringer et band, som han har spillet sammen med i de sidste 13 år, og naturligvis et bagkatalog bestående af nogle af de mest elskede pop- og rocksange nogensinde skrevet.
Udgav album i 2013
Det var sammen med John Lennon, at Paul McCartney skrev langt de fleste af numrene til The Beatles.
Nogle af de sange, der bar hans signatur var "Let it Be", "Hey Jude" og "Yesterday", som er blevet kopieret i et væk af alverdens førende folk- og rockbands.
Siden The Beatles gik i opløsning i 1970 efter en næsten 10 år lang musikalsk eksplosion, som var med til at sætte retningen på den internationale rockscene i 1960'ernec og 1970'erne, har McCartney ikke nået de samme musikalske højder.
Men mindre har også kunnet gøre det fra det musikalske talent, der officielt var bassist i The Beatles, men som var fremragende på både guitar og klaver.
Efter bruddet med John Lennon, George Harrison og Ringo Star fulgte en årrække med hans nye band Wings.
Fortsætter tendens med gamle superstjerner
1960'erne musikalske kreativitet genvandt han aldrig, men det er blevet til en solid karriere, hvor de gamle Beatles-numre altid fylder godt op. Det kommer også til at ske på Orange Scene, når han og hans overvejende amerikanske band byder op til bal.
Ifølge Ritzau forsætter McCartney en tendens fra de foregående års festivaller i Roskilde, hvor gamle superstjerner har toppet plakaten.
Sidste år stod Rolling Stones på Orange Scene, som også lagde brædder til Stevie Wonder. I 2012 var det altoverskyggende hovednavn Bruce Springsteen.
Paul McCartneys seneste pladeudgivelse er albummet ’New’ fra 2013.
Roskilde festivalen finder sted mellem 1.-4. juli