DR fik grønt lys af kulturminister Marianne Jelved (R) til at lukke Underholdningsorkestret, inden spareplanen blev offentliggjort.
Det fremgår af et svar til Enhedslistens medieordfører Jørgen Arbo-Bæhr, som blev offentliggjort fredag eftermiddag.
I svaret skriver Marianne Jelved, at DR's direktion umiddelbart inden DR's bestyrelse den 4. september behandlede og vedtog DR's direktions oplæg til spareplanen, orienterede Kulturministeriet om hovedelementerne i oplægget - heriblandt nedlæggelsen af DR Underholdningsorkestret.
Marianne Jelved slutter sit svar til Jørgen Arbo-Bæhr med følgende: "ministeriet og jeg tog DR's orientering til efterretning."
Jelved: Venstre løb fra aftale
Torsdag langede Jelved ud efter Venstre for at løbe fra en aftale om ikke at blande sig i DR's spareplan, efter at Venstre har valgt at støtte op om en bevarelse af Underholdningsorkestret.
Ifølge DR's spareplan vil DR Underholdningsorkestret lukke fra årsskiftet. Men et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Enhedslisten kræver, at orkestret bliver skrevet ind i en ny public service-aftale.
Partierne bag medieaftalen vil holde møde med kulturministeren på tirsdag.