Guitarsoloen har fået en anden lyd hos fire af de største danske festivaler Smukfest, Roskilde, Nibe og Jelling Festival.
Festivalerne er netop blevet enige om sammen at stoppe alt samarbejde med bookingbureauerne Skandinavian, Beatbox og tyske FKP Scorpio, der står bag Northside Festival og den kommende musikfestival Tinderbox i Odense.
Det skriver de fire festivaler i en fælles mail til en række samarbejdspartnere, skriver Gaffa.
Nej tak til dobbeltrolle
Frygten hos de fire festivaler er, at Northside og Tinderbox med bookingbureauerne og "en stærk tysk kapitalpartner i ryggen" får nys om hvilke kunstnere, man forhandler med i Jelling, Nibe, Skanderborg og Roskilde.
Roskilde Festivals musikchef, Anders Wahrén, er glad for samarbejdet med de to festivaler på andre områder som sikkerhed og kampagnerne mod stoffer, men peger på, at den fri konkurrence om kunstnerne også bør være en fair konkurrence.
- Vi har ikke lyst til at handle med nogen, der selv laver festivaler og dermed har en dobbeltrolle. Tidligere har vi vurderet, at den dobbeltrolle ikke var til skade for os, men med Tinderbox har det nået et niveau, der bekymrer os, siger Anders Wahrén til DR Kultur.
Ingen fordele til Tinderbox og Northside
At Jelling, Nibe, Smukfest og Roskilde Festival er gået sammen om at vende bookingbureauernes festivaler ryggen har længe været på trapperne.
- Det er noget, vi alle har gået og tænkt, at vi ville gøre noget ved. Vi har jo haft Northside i nogle år, og nu er Tinderbox så kommet med samme bookingbureauer og ejerkreds i ryggen. Det vil vi gerne prøve at dæmme op for, og vi vil gerne sørge for ikke at give dem nogen fordele, siger Anders Wahrén.
Han bekymrer sig dog ikke over, om Northside og Tinderbox nu hapser alle de gode navne næste år.
- De store udenlandske navne har vi ikke handlet med Beatbox og Skandinavian i år, så jeg ser intet problem i, at det nu må gå udenom bookingbureauerne. Det nye bliver, hvordan vi forhandler de danske navne hjem, men de fleste har jo et management, så det er jeg ikke bekymret over.
Ekspert kalder alliance for fornuftig
Fabian Holt, der er lektor ved RUC og forsker i musikindustri, forklarer, at musikfestivalerne i Danmark for få år siden har været foreningsdrevne, men at bookingbureauerne og de internationale koncertarrangører nu udfordrer den tradition. Derfor roser han alliancen.
- Det er fornuftigt, at de at de fire foreningsdrevne festivaler går sammen for at sikre fremtiden - ikke bare for dem selv, men også en foreningsdrevet festivalkultur med deltagerindflydelse og camping, siger han.