Fem DR-medarbejdere stævnet for Stein Bagger-serie

Fem medarbejdere bag DR3 - serien ’Find Stein Baggers penge’ er blevet stævnet for injurier.

Programmet Find Stein Baggers penge forsøger at finde ud af, hvad der er blevet af Stein Baggers forsvundne millioner.

Han har tidligere uden held forsøgt at få nedlagt fogedforbud mod visningen af DR3-serien ’Find Stein Baggers penge’.

Nu stævner den svenske advokat Carl Freer så en række medarbejdere på DR for injurier

Det skriver Børsen i dag.

De fem medarbejdere, der har modtaget en stævning er DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn, programmets redaktør Mads Kromann Andersen, redaktør ved produktionsselskabet Monday Christian Kirk Muff, den svenske journalist Christer Berglund, samt programmets vært DR-journalisten Anders Stegger.

DR-Vært: Vi vil blot have svar på nogle spørgsmål

Sidstnævnte tager stævningen fra Carl Freer med sindsro.

- Det kommer ikke bag på mig, at han reagerer med en stævning, for han har jo tidligere forsøgt at få stoppet programmet. Men jeg tager det helt roligt, for jeg mener ikke, vi har gjort noget forkert, og han kan jo bare stille op og svare på vores spørgsmål, hvis han mener, vi er på en helt anden planet siger Anders Stegger til DR Kultur.

Sidste afsnit af ’Find Stein Baggers Penge’ bliver sendt i morgen torsdag. Du kan se alle programmets afsnit på DR TV her