Charlie Hebdo rammer de danske kiosker fredag morgen

300 eksemplarer af det franske satiremagasin kan fås i en række danske kiosker fra på fredag.

Den næste nummer af Charlie Hebdo bliver solgt i en række danske kiosker fra på fredag. (© Charlie Hebdo)

Opdateret tirsdag den 13/1 klokken 15:52. Stormagasinet Magasin har nu meddelt, at de ikke vil sælge det nye nummer af Charlie Hebdo alligevel af "kommercielle hensyn".

Den næste udgave af det franske satiremagasin bliver trykt i et imponerende oplag på tre millioner eksemplarer.

300 af dem rammer en række danske kiosker fredag morgen to dage efter at bladet er udkommet i Frankrig.

Kan kun købes i København

Det fortæller Christian Lanng Nielsen, der er administrerende direktør hos Bladkompagniet til DR Kultur.

- Vi har bestilt 300 eksemplarer hjem, som vi håber, at kunne sende ud i kioskerne torsdag aften eller fredag formiddag, siger han til DR Kultur.

Han ønsker ikke at udtale sig om, præcis hvilke forhandlere der vil få det nyeste nummer af Charlie Hebdo på hylderne, og overfor Ritzau forklarer direktøren, at flere kiosker helt har afvist at sælge det franske magasin.

- Det synes jeg må være op til forhandlerne selv at sige. Jeg kan dog tilføje, at det drejer sig om en række store bladkiosker i hovedstadsområdet, siger Christian Lanng Nielsen.

Fås i Magasin og på Amager

DR Kultur har været i kontakt med bladkiosken i stormagasinet Magasin i København, samt Amagerbro Kiosk på Amager. Begge steder bekræfter man, at der er bestilt eksemplarer af Charlie Hebdo hjem fra Bladkompagniet.

Også tegneserieforhandleren Faraos Cigarer i indre København arbejder i øjeblikket på at få det nyeste nummer af Charlie Hebdo hjem så hurtigt som muligt.

Er man ikke en af de danskere, som får fingre i de 300 eksemplarer ude i kioskerne kan magasinet også bestilles i abonnement på siden her.