Letland og Litauen har besluttet at forbyde russiske tv-udsendelser. Begrundelsen er, at de er til fare for sikkerheden.
- De russiske statskanaler er i denne uge stoppet, skriver det finske nyhedsmedie yle.fi.
Myndighederne i de to lande mener, at kanalerne er partiske og har bagtanker, når de sender programmer om Ukraine.
I Letland er det RTR Rossijas udsendelser, som er gået i sort, mens det i Litauen er RTR Planetas.
Bekymring over melding fra Kreml
En stor del af de tre baltiske lande - Estland, Letland og Litauen - har befolkningsgrupper, der er russisktalende. I alle tre lande vækker det bekymring, at Kreml udsender erklæringer om, at Rusland vil beskytte russere i udlandet.
Det Nationale Råd for Elektroniske Massemedier i Letland har besluttet at gribe ind over for udsendelser fra Rossija RTR i tre måneder.
Tidligere har det Offentlige Råd for De Elektroniske Massemedier sagt, at kanaler under den russiske regerings kontrol sender tendentiøse og stærkt vildledende informationer, der er fjendtlige over for Letland.
Bør respektere etiske principper
Rådet henviser til lovkrav om, at de elektroniske medier er forpligtet til at sende sandfærdige og upartiske informationer om begivenheder og opmuntre til meningsudvekslinger og i det hele taget respektere almindelige journalistiske og etiske principper.
Det lettiske sikkerhedspoliti sagde i sidste måned, at flere russiske udsendelser havde forsøgt at retfærdiggøre "militær aggression mod en suveræn stat."
/ritzau/NTB