Denne måned føjer modemagasinet Vogue et blad nummer 22 til porteføljen.
Vogue Arabia, der udkommer på både engelsk og arabisk, vil blive distribueret i en række lande i Mellemøsten - blandt andet Qatar, Saudi Arabien, Bahrain, Kuwait, Oman og De Forenede Arabiske Emirater.
På forsiden af første nummer er tv-personlighed og supermodel Gigi Hadid, der som halvt palæstinenser selv har rødder i Mellemøsten. Fra forsiden kigger hun med bare skuldre ud gennem hullet i et slør broderet med perler.
- Hold da op, siger lektor ved Syddansk Universitets Center for Mellemøststudier Helle Lykke Nielsen om forsiden, som hun konstaterer spiller på det orientaliserede og skjulte over for det kvindelige og sensuelle.
- De bare skuldre står jo i stærk kontrast til det broderede stof, der ligner halvdelen af en burka.
Appel til rige kvinder i Golfen
Hun tror, at bladet nok skal blive populært blandt kvinder i rige golfstater som Kuwait og Emiraterne.
- Jeg tror, at det vil virke meget tiltrækkende for den gruppe af rige golfarabere, der er tiltrukket af rigdom og alt, hvad der signalerer velstand.
Ikke at vestlig kultur og modemagasiner ikke i sig selv har en vis tiltrækningskraft. Men for mellemøstlige kvinder må et magasin også meget gerne repræsentere deres muslimske identitet, siger Helle Lykke Nielsen.
- Kvinder i den arabiske verden, primært i Golfen, kan godt lide at se sig selv som en særlig type forbruger, der kombinerer velstand og mode, samtidig med at det muslimske og arabiske skinner igennem: ”Vi er vigtige, vi har mange penge, vi er gode forbrugere. Vi vil have noget, der er lavet specielt til os. Vi vil ikke kun se de der franske modeller på forsiderne”.
Ren forbrugerisme
Helle Lykke Nielsen, der kun forholder sig til forsiden af magasinet, tror, at den nok skal ramme rent i netop dette segment. Dog forventer hun ikke, at et magasin som Vogue Arabia som sådan kan rykke noget - andet end at Vogue sikkert kan tjene en masse penge.
- Når Vogue går ind på det her marked, er det fordi, de tror, at de kan sælge. Der findes masser af kvindeblade i Mellemøsten i forvejen, men de har ikke nødvendigvis samme brand, som Vogue har. Og det er en fordel for Vogue.
Chefredaktøren er ingen ringere end den saudiske prinsesse Deena Aljuhani Abdulaziz. Og det forklarer ifølge Helle Lykke Nielsen hvorfor, at et magasin som Vogue i det hele taget har adgang til det saudiske marked, som ellers kan være vanskeligt at komme ind på med udfordrende billeder.
- Havde det været en fransk chefredaktør for eksempel, havde det været meget vanskeligt at få ind på det saudiske marked. Fordi det bevæger sig på den knivsæg. Men som saudisk prinsesse med kontakter og en stor kongefamilie og dermed en relativt stærk magtposition, bliver det noget nemmere.
Kan provokere
Kan sådan en forside provokere i Mellemøsten?
- Islamisk Stat vil nok ikke synes, at det er kønt. Den bare skulder og det sensuelle vil være direkte provokerende. Og hvis du arbejder for det saudiske religiøse politi, der slår kvinder der ikke dækker sig ordentligt til, er det også provokerende. Men hvis du er ung, veluddannet og vant til at følge med i vestlige medier, er det jo helt fint.
https://twitter.com/VogueArabia/status/836987106761265156
Første nummer af Vogue Arabia udkommer 5. marts 2017 og kan udover i Mellemøsten erhverves i eksempelvis Paris, London og Milano.