Greatest Hits med Maria Callas skulle bidrage til min borgerlige opdragelse
Jeg er ikke vokset op i et hjem med klassisk musik, så det er ikke hjemmefra jeg har interessen. Den opstod fordi min mentor fra universitetet, professor Erik Albæk, gav mig en afskedsgave da jeg i 2007 flyttede til Rom for at tage en master i europæiske studier. Det var Greatest Hits med Maria Callas, som han mente skulle bidrage til min borgerlige opdragelse. Og det er det endt med at gøre! Jeg boede i Rom, og her kom den klassiske musik under huden på mig.
Jeg begyndte at høre opera på det tidspunkt, og den første var vel Gianni Schicchi. Her gik det op for mig, hvad operaen kan. Jeg havde hørt O Mio Babino Caro med Callas, og der følte jeg noget meget bedrøvet. Og teksten er jo isoleret set super tragisk; at heltinden vil kaste sig i Arno floden, hvis ikke hun må få sin udkårne selv om faren har sagt nul putte. Men da jeg så så operaen, var det helt på hovedet, og der gik det op for mig, hvad opera kan. Man kan høre musikken isoleret og få en oplevelse og så mærke noget helt andet, når man ser en forestilling.
Jeg begyndte at dyrke det på et intensivt plan
Opera begyndte for alvor at finde plads i mit liv, da jeg flyttede til København i 2010. En af mine nu gode venner, Otto, tog mig med til mange operaer, og jeg blev efterhånden så opslugt af musikken, sangerne og iscenesættelserne, at jeg begyndte at dyrke det på et intensivt plan.
Jeg har set næsten alle operaer i København denne sæson. Lohengrin var jeg inde at se tre gange, og den tredje gang havde jeg forfærdelige kærestesorger og måtte egentlig bare have hovedet blæst igennem. Det sørgede Wagner i den grad for.
Jeg ser på operarejser som en prioritering. Det giver en dejlig oplevelse og det vil jeg gerne rejse efter.
Ligesom folk rejser for at se fodboldkampe, så rejser jeg for opera. Tabellerne i sportssektionen er for mig tegn skrevet på kinesisk. Jeg fatter det ikke. Til gengæld elsker jeg kulturspalterne! Jeg har tidligere boet i Berlin, og her er det en nydelse at kigge under events og finde ud af, at der går tre operaer på en dag. Mindst!!
Jeg har set Flagermusen i Budapest, Ringen i Leipzig, jeg er lige kommet hjem fra Essen, hvor jeg nappede en Mozart og Strauss. Jeg så Tryllefløjten for år tilbage i Dresden, Tristan og Isolde i Hamborg, og jeg har set en masse i Berlin, mens jeg boede der. Det mest eksotiske sted må have været i Montenegro, hvor jeg har gode venner. I byen Hercig Novi så jeg Cosi fan tutti udendørs i et gammelt amfiteater.
Jeg ser på operarejser som en prioritering. Det giver en dejlig oplevelse, og det vil jeg gerne rejse efter. Her i weekenden er jeg i Berlin for at høre en klaverkoncert med min kammersjuk, og så napper vi lige Troubadouren lørdag aften.
Og lige præcis Tyskland betyder meget for mig. Det er et suverænt operaland. Her er den klassiske musik og dyrkelsen af den noget alment. Jeg tror ikke det har noget at gøre med at folk er mere dannede her, men det ligger måske forankret i kulturen, at opera og klassisk musik er noget stort og fedt. Mange tænker sikkert, at jeg er frygtelig finkulturel, når jeg rejser efter opera. Men ski' med det. Det gør jo mig glad, og jeg håber virkelig, at mange flere på min alder vil gå ind og se opera.
Det er kærlighed, og for mig er kærlighed noget ufærdigt
Det er svært at beskrive, hvad det giver mig. Det er en følelse af noget ufærdigt. Man kan se den samme opera masser af gange uden at gå derfra med den samme følelse. Det er kærlighed, og for mig er kærlighed noget ufærdigt, noget fint ikke konstant men udviklende. Det samme er opera. Jeg kan være bedrøvet og sidde og lytte og mærke smerten i kroppen, fordi musikken rammer mig på en helt suveræn måde. Andre gange kan jeg sidde og grine.
Jeg lever på mange måder i en verden af i går og holder af de klassiske fortællinger, hvor der er valse i. Det der storslåede valsemusik, som netop tilhører verden af i går, strømmer lige gennem maven og taler til både mit hjerte og sind. Jeg gik svævende fra operaen i Wien, da jeg havde hørt Rosenkavaleren og nynnede Ohne Mich!
Jeg er klart mest til Verdi og Puccini (som så mange andre). "Ebben? Ne andrò lontana" er min yndlingsarie, mens Turandot nok er min yndlingsopera.
Jeg ved det nærmest er kriminelt at sige, men jeg kan ikke med Mozart. Jeg har efterhånden set hans operaer mane gange, men jeg fatter ikke en bjælde. Så det sagt. Måske er jeg forkert skruet sammen, men jeg er så forvirret, når jeg går der fra. Jeg gik i pausen til Figaros Bryllup her i foråret!
Du kan høre Mikkel Fønsskov debutere som radiovært på P2 mandag 6. juni kl 18.05 og resten af ugen i udsendelsesrækken Operaens ørehængere.