Født 1732 i Rohrau
Død 1809 i Wien
Haydns lange liv begyndte i en østrigsk landsby, hvor hans far var hjulmager. En musikalsk hjulmager, der opdagede, at hans søn havde talent. Otte år gammel blev Haydn takket være sin smukke sangstemme tilbudt en plads på korskolen ved Wiens domkirke Stefans Katedralen.
Fugl i guldbur
Som voksen blev Haydn hofkomponist for en greve og begyndte at skrive strygekvartetter og symfonier til hans underholdning. I 1761 fik han en tilsvarende stilling hos den hovedrige fyrst Esterhazy, og de næste 30 år var Haydn en fugl i guldbur. Højt lønnet og højt respekteret ved det musikalske hof, men stavnsbundet og uden rettigheder over sin egen musik.
Isoleret original
”Jeg levede i isolation og kunne ikke undgå at blive original”, sagde Haydn som gammel mand om sine år hos familien Esterhazy. Hoffets musikliv var hans laboratorium. Der skulle skrives ny musik konstant, og Haydn udviklede en uforlignelig evne til at få det maksimale ud af tidens konventioner. Med årene komponerede han hundredvis af strygekvartetter, symfonier, operaer, kirkeværker og kammerværker.
Mentor for Mozart og Beethoven
Da den gamle fyrste døde, blev Haydn afskediget med et gyldent håndtryk og en udsigt til at nyde sine sidste år i frihed. Han nåede at tjene mange penge på at skrive nye værker til Paris og London. Og han blev mentor for både den unge Mozart og den unge Beethoven. Haydn anså Mozart for den største komponist i historien, og de to udvekslede mange idéer.
Skabelsen og årstiderne
I sine sidste år skrev Haydn nogle af sine mest kendte værker, oratorierne Skabelsen og Årstiderne og hans Trompetkoncert. Hans kreativitet varede til det sidste, det samme var hans humanistiske ånd og vittige humør.
Hvis du kun skal høre tre værker:
- •
Kejserkvartetten (opus 76 nr. 3) Den mest kendte af Haydns strygekvartetter, dels fordi den er så perfekt, dels fordi den bruger hans melodi ”Kejserhymnen”, som stadig er Tysklands nationalsang.
- •
Symfoni nr. 104 Haydns sidste symfoni er en af hans bedste og mest dynamiske. Et smukt eksempel på hvordan han livet igennem fornyer sig indenfor samme klassiske ramme.
- •
Skabelsen Et overdådigt oratorium, der forklarer hvordan Gud sætter skik på hele verden – ligesom Haydn gør det i musikken. Enormt veloplagt skrevet for solister, kor og orkester.