Antonio Vivaldi

Vivaldis fantasi er endeløs, og han udviklede sig som komponist hele livet.

Antonio Vivaldi var en italiensk komponist og violinist. (© DR)

Født 1678 i Venedig

Død 1741 i Wien

Vivaldi var kendt som en af sin tids bedste komponister, især på grund af sine violinkoncerter. Efter sin død gik han i glemmebogen, men i dag er han mere populær end nogensinde. Et ikon for klassisk musik – og for Italien.

Præst og musiklærer

Vivaldi lærte at spille violin af sin far og begyndte at komponere allerede som teenager. Senere blev han uddannet som katolsk præst, og han blev ansat som musiklærer på en skole i Venedig for forældreløse piger. De følgende 30 år skrev han en stor del af sine værker til skolens kor og orkester.

Endeløs fantasi

Han komponerede næsten 400 violinkoncerter og 100 koncerter for blandt andet cello og fagot. Vivaldis enorme produktivitet har fået nogen til at se med mistænksomhed på hans musik. Men vor tids virtuose og begavede barokmusikere har overlegent demonstreret, at Vivaldis fantasi er endeløs, og at han udviklede sig som komponist hele livet.

Vovede operaer

Vivaldis to andre hovedområder er kirkemusik og opera. Kirkeværkerne spænder fra små motetter til kantater og dramatiske oratorier i stort format. Han red også med på operabølgen i Italien og skrev mindst 50 operaer. De har stor musikalsk frihed og nogle af dem vovede emner. Han blev betragtet som provokerende idérig.

Fra glemt til genopdaget

Efter sin død gled Vivaldi ud i glemslen. Her delte han skæbne med mange andre barokkomponister hvis stil blev regnet for umoderne. Genopdagelsen begyndte i 1930’ernes Italien, hvor man i et kloster fandt hundredvis af ukendte Vivaldi-manuskripter. I 1950’erne udkom de første indspilninger af ”De fire årstider”, og siden er Vivaldis berømmelse kun steget. I dag oplever vi en storhedstid for Vivaldi, hvor vores kendskab til hans værker vokser år for år, og hvor hans musik spilles bedre end nogensinde.

Hør Claus Johansen fortælle om Venedig - Vivaldis hjemby

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:56b4a5fb6187a50fa813e648

Hvis du kun skal høre tre værker:

  • De fire årstider Fire violinkoncerter, en til hver årstid. På opfindsom vis beskriver Vivaldi sin omverden, lige fra regn, storm og hedebølge til gøende hunde, fuglekvidder og rævejagter.

  • Gloria Et energisk kirkeværk med prægtige korsatser, arier og duetter. Vivaldis legesyge fantasi er mindst lige så fremtrædende som hans fromhed.

  • Nulla in mundo pax sincera En motet for sopran og orkester - så smuk, at det risler ned af ryggen. Kendt fra filmen ”Shine”.