I 2015 trak han overskrifter i sin korte tid som konservativ folketingskandidat, og 2016 har han indledt med udgivelsen af bogen Vorherre Bevares, som skabt debat om blandt andet sproget i dansk litteratur.
Forfatteren Mads Holger er kendt for sine markante udtalelser, der nok er en af årsagerne til, at han er en af de mest googlede personer i Danmark.
Uanset hvilken kradsbørstig karakter den offentlige mening har om hans arbejde, holder han fast i danmarkshistorien og har stærke meninger om nutidens kulturelle armod.
Selv er han begejstret for 1800-tallets første årtier, der har næret hans teologisk baggrund med Søren Kierkegaard og Grundtvig og inspireret ham personligt i en sådan grad, at han i mange år håbede og troede, at en guldalder kunne genopstå i det 21. århundrede.
- Det skyldes, at der mange paralleller mellem den periode og nutiden. Romantikken i Danmark udmærkede sig ved, at man fik en ny klasse, borgerskabet, der skulle skabe sin egen identitet. Folk kom til penge. Når det sker, så sker der traditionelt og historisk det, at de køber sig et klaver eller et flygel og lærer de deres datter at spille på det. Inden du så har set dig om, har du en Chopin og Beethoven. Det vil sige, at når folk kommer til penge, så omsætter det sig - men en vis inkubationstid - kulturelt. Det var min forhåbning, at det ville ske op igennem nullerne, hvor vi alle sammen havde så mange penge. Men jeg må jo desværre meddele, at det lader vente på sig.
Vi definerer os selv negativt
Mads Holger ser ingen tegn på kulturelt opsving eller nutidige personer, der kan matche hverken guldalderens H.C. Andersen eller Kierkegaard. Det handler ifølge ham bl.a. om nutidens mangel på et borgeskab.. Og det handler om oikofobi, det græske ord sammensat af oikos, der betyder hus, og fobi for frygt:
- Vores identitet er tabt efter 50 års kulturvandalisme, selvfornægtelse og oikofobi. Altså den her selvforagt og frygt for ens eget hus, som springer ud af kulturradikalismen og som fik et ekstra nøk under ungdomsoprøret. Jeg har længe sagt, at Danmark er splittet i to dele, og det oplevede jeg i særdeleshed som en ung mand i 1990'erne. Dem, der sidder på Politiken og tegner karikaturtegninger af Pia Kjærsgaard - eller nu; Inger Støjberg. Og på den anden side dem, der sidder på Jyllands Posten og tegner karikaturtegninger af Muhammed. Det vil sige, at vi definerer os selv negativt og altid i forhold til det, vi ikke kan lide. Men vi definerer sjældent os selv positivt og for det, vi godt kan lide.
Det er netop her, Mads Holger ville ønske, at der var et borgerskab, der kunne værne om det danske sprog, litteratur og historie og den identitet, som ifølge ham bliver nedbrudt af det todelte Danmark:
- Politisk og ideologisk har vi en centrum-venstre lejr, som typisk sættes i forbindelse med DRs P1, Politiken og vel efterhånden også Radio24syv, som stadig dyrker den kulturradikale oikofobi. Og så har vi det borgerlige Danmark, der strengt taget er pisseligeglad med kultur og som kun tænker i, at kassen skal stemme. Vi har ikke noget borgerskab eller en borgerlig identitet i Danmark, og det er meget atypisk. Kigger vi for eksempel på Sverige … jeg har boet i Stockholm, og der har man rent faktisk et borgerskab. Det samme gælder i Tyskland og England. I Danmark kan du enten genfortolke Bob Dylan på din guitar eller du kan tage til Herning og sælge nogle kopimaskiner og tjene nogle penge og så øvrigt være ligeglad med musik. Sådan lidt groft forenklet.
Guldalderen kommer ikke igen
Mads Holger tror ikke længere på en guldalders genopståen i det 21. århundrede og han giver intet for de politiske fløje, der har glemt eller er bange for danske kultur. Derfor er der kun ét spørgsmål tilbage til manden, der på Berlingske Tidendes hjemmeside blogger under overskriften "den sidste romantiker". Hvad skal der til for at skabe en historisk såvel som kulturel vækkelse, der kan minde om 1800-tallets romantiske periode?
- Hvis du spørger til min forhåbning så vil den være, at man i stigende grad prioriterer sit eget. Jeg har brugt et udtryk i min seneste - vanvittigt udskældte - bog, hvor jeg skriver, at den danske befolkning er blevet som vestalinder, der sidder og våger nidkært i mørket, så ingen trænger ind til den hellige ild, men der er ingen, der har ofret opmærksomhed på, at ilden bag dem er gået ud. Vi har haft så travlt med at se ud i mørket, at vi ikke rigtig har noget at forsvare mere, fordi vores egen identitet er brændt ud bag os. Det er problemet, og derfor skal vi dyrke vores eget, men ikke med negativt fortegn, hvor vi fremhæver det, vi ikke kan lide. Det er min forhåbning, men om jeg så tror, det rent faktisk kommer til at ske, dér er jeg knap så optimistisk.