Efter mange måneders snakken i krogene er det endeligt officielt, hvem der løber med rollen som Doctor Strange, den magtfulde magiker, der beskytter jorden mod mystiske trusler, i Marvels nyeste superhelte film af samme navn.
Og den nye mester af magi bliver ingen anden end den populære britiske skuespiller Benedict Cumberbatch.
Det skriver Marvel på sin hjemmeside.
Mange mulige magiske doktorer
Rygterne om en cumberbatchtastisk Doctor Strange startede allerede i juni sammen med en lang liste andre potientielle doktorer, deriblandt landsfællen Tom Hardy.
Dernæst fulgte der en periode, hvor den amerikanske Joaquin Phoenix blev sat i spil, men i sidste ende faldt valget altså på Benedict Cumberbatch.
Cumberbatch blev verdenskendt for sin rolle som den højt begavede, men ikke så socialt intelligente, detektiv Sherlock Holmes i tv-serien 'Sherlock'.
Han er snart aktuel i filmen 'The Imitation Game', hvor han endnu engang spiller en stor logisk tænker nemlig matematikeren Alan Turing, der hjalp med at knække Enigma koden under anden verdenskrig, og i 'Hobbitten: Femhæreslaget', som den frygtindgydende drage Smaug.
En unik og fængslende karakter
Ifølge direktør for Marvel Studio's og producer på 'Doctor Strange', Kevin Feige, kræver historien om Stephen Strange - altså Doctor Strange - en skuespiller som er i stand til at formidle stor dybde og oprigtighed for at fungere.
Og de kvaliteter mener han bestemt, at Cumberbatch har.
- I 2016 vil Benedict vise publikum, hvad det er der gør Doctor Strange til sådan en unik og fængslende karakter, udtaler han.
Filmen 'Doctor Strange' forventes at udkomme i 2016, og ridder dermed med på bølgen af superhelte-film sat til at udkomme i løbet af de næste par år.