Ole Christian Madsen kunne have svælget i Eik Skaløe. Han kunne have fabuleret videre over den fantasi, der altid har rumsteret i dansk rockmytologi, at Skaløe var en dansk Bob Dylan, som ville have blomstret til en verdensstjerne, hvis ikke han havde taget sit eget liv i ingenmandsland, på grænsen mellem Pakistan og Indien, i oktober 1968.
Madsen kunne have ophøjet Skaløe til en myte, den slags der svæver oppe på himlen og som minder alle os andre om hvor rigt livet kan være. Han kunne have gjort ham til en guru, der ledte en ny generation ind i en ny tid, og var en brændende fakkel for den danske hippie-bevægelse.
Ole Christian Madsen kunne have gjort Eik Skaløe til en hulens bunke fantastiske og fantasifulde fantasterier, sådan som filmbiografier jo gør – og mere end nogensinde. Men Madsen vælger en anden vej: at gøre Skaløe til et menneske, en helt almindelig ung mand, med lidt større og lidt smukkere og lidt mere ambitiøse drømme.
Hverken rockstjerne eller -myte
Eik Skaløe er ikke rockstjerne eller -myte i Ole Christian Madsens biopic, ’Steppeulven’. Skaløes krav på et wikipedia-opslag, hans legendariske plads i bandet Steppeulvene, dukker op i den sidste tredjedel af den en time og tre kvarter lange film – ikke som et klimaks, men som et skridt på vejen for Skaløe.
Rocklivet er langtfra det endelig mål for Skaløe i ’Steppeulven’. Det er derimod drømmen om hans Itsi-Bitsi, hans kærlighed, Iben Nagel Rasmussen.
Det er netop i det spænd mellem at være forelsket – og dermed gøre borgerligt krav på – og at være fri for dogmer, regler og rammer, Ole Christian Madsen beskriver sin Skaløe. ’Steppeulven’ fører Skaløe direkte tilbage til den roman, der gav navn til bandet Steppeulvene, Herman Hesses klassiker ’Steppeulven’, om en mand, der føler sig fanget i en ufri dobbelttilstand som menneske.
Han må gøre sig fri igen
I Ole Christian Madsens film handler alt for Eik Skaløe om at gøre sig fri, men hver gang han har gjort sig fri, binder friheden ham igen. Han finder lykken og friheden med sin Itsi-Bitsi, men med forelskelsen bliver han bundet til hende. ’Det er ikke så godt’, som han fastslår i filmen, da Iben indser at han er forelsket i hende.
Og da han får forløst sine frihedsdrømme som rockpoet i Steppeulvene, bliver han bundet til både sit band og sin stjernestatus. Han må gøre sig fri igen.
Dermed bliver ’Steppeulven’ mere en film om kærlighedens vilkår og menneskets frihedsdrømme end en film om legenden Eik Skaløe. Filmen foregår i midten af 60’erne, da Skaløe var med til at flytte verden, men Ole Christian Madsens 60’ere føles ikke som 60’erne. De er en konstruktion og et stykke kulisse i et filmisk univers, der er mindst lige så meget 2015 som de er 1966.
Der er gjort rigtig meget ud af at finde den rigtige afghanerpels, det troværdige folkevognsrugbrød og den autentiske chillumklud, men det ligner mere en æstetik end et forsøg på at bringe publikum på en rejse i historien.
Så forfriskende og levende sig selv
Der er der ’Steppeulven’ bliver så forfriskende og levende sig selv – et stykke Danmarkshistorie, der aldrig og altid har eksisteret. Ole Christian Madsen og medforfatter Bo hr Hansen går så at sige på opdagelse i det forunderlige menneske, Eik Skaløe, der levede for fuld klem og døde blot 25 år gammel – på én gang i en hyldest til livets muligheder og i en protest mod dets begrænsninger.
Og Joachim Fjelstrup, der har sin første filmrolle som Skaløe, ser ikke ud som om han forsøger at være Eik Skaløe, men et tilsvarende menneske, en frihedssøgende sjæl.
Det gør han så man tror på ham i hvert sekund.
Der er mange ubesvarede spørgsmål om gåden og myten Eik Skaløe. Hvordan døde han? Hvem er ’den onde person’ i ham, ham der tog livet af ham, som han skrev i en note til de indiske myndigheder? Hvad ville han være blevet, hvis ikke han var død i 1968?
De spørgsmål forsøger Ole Christian Madsen og Bo hr Hansen ikke at besvare. Til gengæld leder de ihærdigt efter den almindelige mand i Eik Skaløe. Og han er meget mere spændende.
'Steppeulven' kan ses i de danske biografer fra den 19. februar