Kim Bodnia: Manglende indflydelse fik mig til at forlade ’Broen’

Den danske skuespiller fortæller til israelsk tv, hvorfor han forlod ’Broen’ efter anden sæson.

Kim Bodnia fortæller til israelsk tv, at der opstod uenighed om, hvad der skulle ske med hans rolle Martin i tredje sæson. Resultatet blev, at Martin blev skrevet helt ud. (Foto: © Caroline Romare)

Egentlig har Kim Bodnia været i Israel for at tale om sin rolle i den israelske dramaserie ’Hostages’.

I tv-programmet ’Walla’ faldt snakken dog også på hans exit fra den svensk-danske successerie ’Broen’.

Her fortalte Bodnia, at han ønskede at sende sin karakter, politimanden Martin, over på den gode side igen i tredje sæson, hvor der ellers var lagt op til en tur bag tremmer for politimanden.

Men så opstod der uenighed om retningen.

- I Danmark er vi (skuespillerne, red.) vant til at improvisere meget og hjælpe manuskriptforfatterne med handlingen, fordi vi kender karaktererne så godt, siger Kim Bodnia og fortsætter:

- Det måtte vi godt ifølge vores kontrakter, men det ændrede de før tredje sæson.

Resultatet blev, at Martin blev skrevet ud af serien.

Kim Bodnia er dog frisk på at vende tilbage i en fjerde sæson, hvis samarbejdet kan genskabes.

Derudover fortalte skuespilleren, at han som jøde følte sig utryg i Malmø, hvor meget af ’Broen’ er filmet.

- Så det har også noget at skulle have sagt. Det er nemt for mig at sige nej til at arbejde i Sverige, nu hvor de ikke havde styr på manuskriptet. Jeg kan sige: Jeg føler mig ikke tryg der, siger han.

Du kan se hele tv-interviewet via dette link.