Den nye dokumentarserie om kvindelige komikere, 'De sjove kvinder', har en meget mærkelig intro.
I en nedslående tone får vi i starten af hvert afsnit præsenteret en kedelig statistik: Ud af 92 optrædender til Comedy Aid-showet de seneste fem år har kun fire af dem været kvinder.
Okay. Er det på vej op? Ned? Det får vi ikke at vide.
I stedet fortsætter introen med det dummeste spørgsmål, jeg har hørt på tv i år:
- Er mænd i virkeligheden bare sjovere?
Et idiotisk, retorisk spørgsmål, som serien i øvrigt - heldigvis - aldrig nogensinde prøver at opklare.
Jeg var lige ved at slukke fornærmet, fordi jeg følte, at programmet talte ned til mig, som om jeg var mere gammeldags end min egen morfar.
Bevares, de tre hovedpersoner fortæller selv, at de stadig støder på fordommen, men forholder sig også kun ironisk til ideen:
- Det er noget i tissekonen og kromosomerne, siger de sarkastisk.
Men det, jeg prøver at sige, er faktisk bare, at du ikke skal lade den tåbelige intro skræmme dig væk.
For bagefter kommer et rigtig vedkommende portrætprogram af de tre unge komikere Sofie Flykt, Ane Høgsberg og Molly Thornhill.
Her er tre virkelig interessante øjeblikke i serien, hvor man kommer ind bag standupmiljøets sjove facade.
Molly Thornhill dør på scenen - og slagter
Det kan lyde skørt og totalt overdrevet, når man hører standuppere snakke om at 'slagte' eller 'dø' på scenen.
Altså at man henholdsvis får skovlen under publikum og får dem til at grine helt vildt eller bare overhovedet ikke lykkes.
Men når man oplever en standupper virkelig mislykkes foran sit publikum, så giver udtrykkene mening, sådan så det kan mærkes dybt ind i sjælen.
Det er en lille død, de gennemgår. Og det er noget, selv de største standuppere oplever fra tid til anden.
Det gør ekstra ondt, fordi Molly Thornhill er den af de tre hovedpersoner, der er mest i tvivl om, hvorvidt hun kan klare at være standupper.
Hun går på scenen, og så går det galt fra starten.
Komikeren, der introducerer hende, har fortalt, at han har en iq på 85, hvilket hun prøver at riffe lidt henover: 'Ja, han er min bedste ven, men det kan man ikke rigtig bruge til noget, når han er snotdum.'
Stilhed fra salen.
Nogle komikere ville ignorere den manglende respons og skynde sig at komme hen til nogle jokes, der plejer at virke.
Men det ryster tydeligvis Thornhill, at hun kommer til at virke ubehagelig, og derfra bliver det en pinagtig tur ned ad bakke, helt ned til et mislykket ukulele-eksperiment.
Bagefter står hun på gaden og fryser og reflekterer:
- Lige meget hvor rutineret man er, så har man en dødsangst indeni, når folk ikke griner. Når der er så larmende tavst, at man kan høre folks hår gro. Jeg kommer tilbage til en infantil angst for at være ingen - for ikke at kunne noget. Jeg pakker bare helt sammen.
Senere i afsnittet ser man hende gudskelov lykkes totalt som opvarmning for stjernekollegaen Sofie Hagen.
Denne gang slagter hun.
I den forbindelse er der også en virkelig fin mentor-scene, hvor Hagen i klassisk iskold stil siger til Thornhill, at den bedste kur, hvis man føler, at alle hader en, er at få alle til faktisk at hade en.
For så er man ikke paranoid længere.
Kvinderne kæmper - også mod hinanden
Det er hardcore at være i undertal i sin branche og altid føle, at man skal være dobbelt så god som alle de andre for at bevise sit værd.
De tre hovedpersoner taler overordnet pænt om deres standup-kolleger i Danmark, men har alligevel masser af eksempler på møder med folk i branchen, hvor sexismen driver ned af væggene.
- Vi gider ikke lave noget med kvinder, der prøver at være sjove, lyder det blandt andet fra en unavngiven tv-producent i en anekdote.
Når man bliver udsat for en diskriminerende overmagt, der sidder på pengene og adgangen til ressourcerne, så kunne et oplagt modsvar være at stå sammen.
Organisere sig.
Og på en måde er det jo det, vi i programmet ser de tre kvinder prøve på.
De tager ud sammen og optræder, Molly Thornhill giver Ane Høgsberg kommentarer på hendes soloshow, 'Døden har en årsag'.
Men alligevel slår de sig allesammen lidt i tøjret og taler meget om at være i konkurrence med andre kvinder og have svært ved at tackle andres succes.
Sofie Flykt siger med slet skjult underdrivelse:
- Jeg er ikke udelt begejstret, når jeg hører, at andre kvinder klarer sig godt.
Og Molly Thornhill vender mange gange tilbage til sin egen bitterhed over, at Sofie Flykt har fået et eller andet job med at lægge stemme til en tegnefilm.
De tre kan sagtens se problemet i, at der altid kun er plads til én kvinde på plakaten, men samtidig står de midt i kampen for at blive den ene kvinde.
Flinke mennesker, der alligevel forsvarer status quo
Sofie Flykt er kæreste med komikeren Martin Nørgaard, som jeg fra førstehåndserfaring ved er alletiders flinke fyr, som jeg tror vil de fleste det bedste.
Alligevel får vi ham i 'De sjove kvinder' præsenteret lidt som en skurk.
De optager et afsnit af deres podcast, 'Det værste par', hvor de diskuterer, om det er en fordel eller en ulempe ikke at være en hvid, heteroseksuel mand i dansk komik.
Flykt anfører, at 80 procent af standup-jobs går til mænd (hvilket, programmets egne tal taget i betragtning, virker ret konservativt).
Nørgaard farer op og beklager sig over, at det er en statistik, hun 'finder på i hovedet' og går så direkte videre til påstå, at hvis man er 'sort eller homoseksuel eller kvinde', så er det nok.
Man behøver ikke at være dygtig, man kan faktisk være 'rædderlig og dybt uinspirerende, uinteressant. Faktisk horribelt dårlig til at lave standup, nærmest usjov.'
Man er i Nørgaards optik faktisk decideret uheldig, hvis man er 'født med en hvid pik', for så er man nødt til at være dygtig.
Komikeren Jacob Taarnhøj siger på et andet tidspunkt i serien omvendt, at når han ser en kvindelig komiker på scenen, så er de altid gode, fordi de kun går derop, hvis de ved, at de er gode.
Underforstået, man skal være et naturtalent for at overleve som kvindelig komiker, fordi ens fejlmargen er ekstremt lille og dermed ens mulighed for at øve sig på en scene.
Uanset om man formulerer det negativt eller positivt, peger begge udsagn på en tilsyneladende udbredt mistanke om, at 'nogle' får ufortjente fordele.
Især fordi hovedpersonerne fortæller, at de altid føler, at hele deres køns ry som komikere er på spil, hver eneste gang de optræder. Hvis de fejler, så er de straks under mistanke for at have fået en forlomme, måske endda en de har 'bollet sig til'.
'De sjove kvinder' kan ses på C More.