Det er nu præcis et år siden jeg blev kidnappet fra Lille Pers soveværelse, smidt ind i en bil og kørt gennem det nordlige København ind til Rådhuspladsen og til avisen Politiken.
Her blev jeg slæbt ind i et rum af nogle grinende mennesker, hen foran en stor lampe, der blændede mig og gjorde mig helt blind.
Et ondskabsfuldt grin
Pludselig kom en skaldet mand med skæg og stak en pistol i hovedet på mig med et ondskabsfuldt grin.
Han sagde noget med at jeg skulle have banket mit stivnede smil af og at jeg skulle dø sammen med Lille Per.
Ingen forklarede hvorfor. Alle lo bare. Jeg hørte også den skaldede mand tale grimt om Far til Fire-filmene, som har været hele mit liv.
Så fjernede manden pistolen fra min tinding og jeg blev smidt ind i bilen, kørt tilbage gennem København og lagt ind på Lille Pers værelse igen. Og så blev der stille.
Jeg forstod ingenting. Fik ingen forklaring.
Først nogle dage senere så jeg billedet af mig, dødsensangst, og den skaldede mand med skæg, i avisen.
Nu blev jeg rigtig bekymret
Mikkel Munch-Fals, hed manden. Han have åbenbart fået en masse magt i dansk film. Han var blevet konsulent og skulle beslutte hvilke film, der skal have statsstøtte.
Han talte om at der var brug for en nazist i dansk film, en der havde et helt andet syn på verden fordi de danske filmfolk bare gentager sig selv med de samme pæne holdninger til verden omkring os.
Jeg var bange, da jeg blev smidt ind i bilen og fik en pistol for tindingen. Men det her var faktisk værre. Nu blev jeg rigtig bekymret.
Jeg vidste godt, at Munch-Fals ikke selv var nazist, men betød det, at han ville udrydde min familie, mit liv?
Hvad så med alle de danske børn? Og hvad med danskerne? Ville de kun komme til at se mærkelige film med nazistiske holdninger?
Pervers sex på kryds og tværs i mørke kældre
I hele det år, der er gået siden den artikel i Politiken, har jeg gået og været bekymret – ja jeg har slet ikke været mig selv. Ofte bliver jeg sur på Lille Per uden grund.
Jeg har ventet med spænding på den film, Mikkel Munch-Fals selv har instrueret inden han blev filmkonsulent, ’Swinger’.
Og jeg forestillede mig en dyster og sær film, der gravede i almindelige pæne danskeres liv og viste hvordan de i virkeligheden slet ikke kan holde sig selv ud, men finder sandheden om dem selv ved at dyrke pervers sex på kryds og tværs i mørke kældre.
Slet ikke en anderledes film
Nu har jeg set filmen. Og jeg føler mig meget lettet. Men også meget forvirret.
’Swinger’ er jo slet ikke en anderledes film. Den minder meget om noget af det, jeg selv har været med i. Det er et hyggeligt portræt af hyggelige danskere, der ikke rigtig kan finde ud af noget, og som opfører sig fjollet og falder på halen mens de spiller kroket i sommersolen.
Så forelsker de sig pludseligt og opfører sig utrolig dumt og kan ikke finde ud af at forklare sig, selvom det ikke er særlig svært og så lader de alle sammen som om det er kompliceret, selv om det slet ikke er det.
Der er nogen, der ikke har tøj på og som dyrker sex et par steder, men det ligner ikke rigtig sex. Ikke det, jeg kender til i hvert fald. Og man tror jo slet ikke på, at de er i en swingerklub, hvor folk bare dyrker sex med hinanden.
Der er en dame, der bliver slikket mellem benene mens hun græder, og det er lidt sært, men ellers er ’Swinger’ næsten lige så hyggelig og godmodig som i mine egne Far til fire-film.
Der er i hvert fald ingen nazister.
Mente han det egentlig?
Pointen om at det er svært at leve i parforhold, og at alle søger væk og drømme om at swinge, selvom de inderst inde elsker hinanden, var heller ikke så usædvanlig.
Det er faktisk præcis den samme som i en anden ny dansk komedie, ’Kærlighed og andre katastrofer’.
Men hvad var det så Mikkel Munch-Fals talte om i avisen? ’Jeg vil se en film, der slår flygtningetelt op i baghaven. Noget, der gnaver som en sten i skoen’, sagde han.
Men mente han det egentlig? Skulle jeg have en pistol i tindingen helt uden grund?
'Swinger' kan ses i danske biografer fra den 22. september