Inderst inde i mig, i min hjerne, løber en lille blåhåret mand med skinnende hud rundt og griner højlydt til sig selv. Han danser på væggene, fortæller dårlige vittigheder og fløjter lalleglade sange fra en svunden tid.
Han er glad. Han er selve Glæden, faktisk. MIN Glæde.
Han dasker en lille blå udgave af mig i nakken og råber ’Op med humøret! Du har lige set årets bedste film! Du har lige set selve Fantasiens Gudinde folde sig i al sin overdådigste skønhed. Hvad er der at være trist over?’
En genistreg
’Joh, men …’ svarer den blå udgave af mig. Det er Triste, selve min depressive side. Han plejer at fylde meget, især her i august hvor sommerferien er forbi, men for tiden er han ret lille.
’Joh, men …’ prøver Triste igen, men ingen ænser ham. Sådan har det været siden jeg så selskabet Pixars nye animationsfilm ’Inderst inde’.
I ekstase slynger min Glæde om sig med ord som ’genistreg’. Det er et tomt superlativ. Det betyder ikke noget, det lyder bare godt. Men jeg kan ikke selv finde på noget bedre ord til at beskrive ’Inderst inde’.
Det er virkelig en genistreg af Pete Docter, instruktøren bag to andre animationsfilm fra Pixar, ’Monsters Inc’ og ’Up’.
Så ligetil som en simpel popsang
Når man fortæller om 'inderst inde' lyder den knudret og konstrueret. Mens man ser den, er den så ligetil som en simpel popsang. Det er det geniale.
Tænk dig en film om en 11-årig pige, der gennemgår sit livs første store alvorlige drama. Hun flytter fra landet med sine forældre, til en ny skole og til en by hvor man spiser pizza med broccoli.
Puha. Den historie kender vi. Den er, ja undskyld, røvsyg.
Men hvad nu hvis historien fortælles gennem fem grundfølelser - Glæde, Tristesse, Frygt, Vrede og Afsky – der sidder i pigens kontroltårn, hendes hjerne. Og hvis noget går aldeles galt på pigens første skoledag, og hvis Glæde og Tristesse ryger ud af kontroltårnet, ned i underbevidstheden, ned til de arkiverede minder, glemselens dyb, tankestrømmene, den abstrakte tankegang og alt det andet, der præger vi menneskers forunderlige indre verden – hvad så?
Hvordan kæmper Glæde og Tristesse sig tilbage og får balance i pigens liv igen?
Bobler uhæmmet af fantasi og overskud
Det lyder som en håbløs idé. Men Pete Docter får skabt en uendelig strøm af elskelige figurer, morsomme situationer og tankevækkende optrin ud af sin vildt ambitiøse film.
’Inderst inde’ bobler uhæmmet af fantasi og overskud. Og selve kernen i genialiteten er, at filmen konstant giver nye vinkler på de børne- og familiekonflikter, vi kender til hudløshed fra andre film. Hvorfor bliver forældrene vrede? Hvorfor bliver pigen ked af det på sin første dag i skolen? Hele tiden har de fem følelser i kontroltårnet deres små magtkampe. Hele tiden omsætter Pete Docter og hans hold af medforfattere vores almindelige følelsesliv til en actionfyldt rejse.
’Inderst inde’ er en vidunderlig film, fuld af indlysende klarsynede løsninger på abstrakte problemer, proppet med overraskende indgange til komplekse familieproblemer.
Lidt trist
’Joh, men …’
’Hold nu op med at brokke dig, Triste!’ jubler min Glæde. Han elsker den film.
’Joh, men …, fortsætter min depressive side alligevel.
’Jeg kan bare ikke lade være med at være ked af at jeg aldrig kommer til at se ’Inderste inde’ for første gang igen. Det vil altid være en oplevelse, jeg har bag mig’.
’Ja, der er rigtigt. Det er lidt trist’, indrømmer min glæde. ’Men du, Frygt, der altid er bange’, jubler Glæden til en lille lilla udgave af mig. ’Du kan da kun være glad ovenpå den film!?’
’Ja …’, næsten hvisker min Frygt. ’Jeg er bare bange for at ’Inderst inde’ er umulig at overgå, og at vi i de næste mange år kun vil se animationsfilm, der er en skuffelse ovenpå ’Inderst inde’’.
Mere kompleks og ambitiøs end de fleste fine kunstfilm
’Okay, sådan kan man også se på det. Men dig, Afsky, du må da være glad?’, spørger min Glæde en grøn mand, der sidder på en central plads i mit kontroltårn.
’Joda’, vrisser Afsky. ’Men jeg kan ikke lade være med at afsky den gængse holdning til film, at animationsfilm aldrig bliver regnet som så fint som alvorlige dramaer med rigtige mennesker. ’Inderst inde’ er langt mere kompleks og ambitiøs end de fleste fine kunstfilm. Det er avanceret populærvidenskab omsat til begavet underholdning – med den største lethed.’
’Det er også rigtigt’, indrømmede min Glæde, nu lidt mindre ekstatisk. ’Men hvad med dig, Vrede. Du kan da ikke være sur over noget?’ sagde min Glæde, nu henvendt til en lille rød mand i kontroltårnet.
’Nej, jeg har det dejligt’, nynnede Vrede tilbage. ’Skal vi ikke bare se ’Inderst inde’ igen?’
'Inderst inde' er i biograferne fra den 27. august