Naturligvis er det ikke en kvalitet i sig selv, at en film finder på en ny måde at bruge billeder eller lyd eller skuespil eller hvad det nu måtte være. At fortælle Shakespeares ’Macbeth’ med vingummibamser er måske nok anderledes, men skidtet skal jo have en logik og et udbytte i sidste ende.
Men hvis de spritnye idéer giver mening, ender de næsten altid ender med at gøre dybt indtryk.
Se bare den estiske film ’Crosswind – hvor vinden mødes’. Den dukker op i en tid, hvor film med udgangspunkt i 2. verdenskrig præger biograferne. Bare i år har den lille filmnation Danmark produceret to film om 2. verdenskrig, ’9. april’ og næste uges danske premiere, ’Under sandet’.
En forfærdelig historie
Film om 2. verdenskrig og film om store lidelser i den store krigs store skygge er altså ingen sjældenhed. Og historien om de omtrent 20.000 estere, der blev henrettet eller sendt i fangelejre, da Stalins Sovjetunionen indtog de baltiske lande i 1941, er ikke enestående.
Det er en forfærdelig historie, men vi har hørt noget tilsvarende før, fx i polske Andrzey Wajdas ’Katyn’ om russernes massakre på 22.000 polakker, da de indtog Polen i 1939.
8.000 polske officerer blev dræbt ved nakkeskud og begravet i Katyn-skoven, hvilket russerne først tog ansvaret for i 1990.
En unik form
Hvad gør man så, hvis man er filminstruktør og vil have verden til at huske, og ikke mindst forstå, de lidelser esterne gennemgik fra juni 1941, da landets elite blev deporteret til Sibirien så Estland kunne gøres sovjetrussisk?
Esteren Martti Helde har fundet en unik form, der bruger to forskellige spor. Lydsiden består mest af breve som et estisk ægtepar skrev til hinanden da moderen Erna og datteren Eliide bliver sendt i arbejdslejr for kvinder og Heldur, en officer i den estiske hær, ender i en udryddelseslejr.
Begge drømmer om at vende tilbage til deres idylliske familieliv, og det er en del af filmens særlige udtryk, at de forbavsende poetiske og skarptsynede breve udtrykker et håb, som vi, som publikum, ved er håbløst. Både fordi billederne fortæller noget andet og fordi vi kender historien i store træk.
Først i 1953, efter Josef Stalins død, fik de overlevende estere lov til at rejse hjem.
Spadserer gennem sort/hvide-fotografier
Filmens andet usædvanlige formgreb er billedsiden. Alt fortælles i sort/hvid, og mens billederne af familielivet i Estland bevæger sig, ser det helt anderledes ud når vi følger Erna og Heldur på vej mod Sibirien.
Ved hjælp af en særlig teknik er det muligt for Martti Helde at sende os som tilskuere ind i noget, der ligner stillbilleder. Heldes kamera spadserer simpelthen gennem sort/hvide-fotografier, hvor folk står stille, fastlåste i deres gøremål, mens de siger farvel foran et tog, samler brænde i en sneklædt skov, eller begraver et dødt barn i den frosne jord.
Al virkelighed ophører med at eksistere
Til at begynde virker formen forceret. Sådan kan man da ikke fortælle en hel film. Men det kan man. Det finder sin egen logik undervejs.
Det giver god mening at snige sig gennem stillestående billeder, der både kan opfattes som fastfrosne minder om et hensynsløst menneskesyn og som et af den slags mareridt, hvor man bare ikke kan flytte sig, uanset hvor meget, man prøver.
Det virker sandsynligt at al virkelighed ophører med at eksistere, hvis man en dag bliver revet ud af det liv, man har opbygget, og sendes langt væk, til et sted, man ikke har noget forhold til og hvor man ikke har nogen rettigheder. Den fornemmelse er helt nærværende i ’Crosswind – hvor vinden mødes’.
Der er altså ikke meget nyt om 2. verdenskrig i ’Crosswind’, men sjældent er menneskers tab af sig selv blevet beskrevet så levende og velformuleret. Takket være en filmmager, der tør tænke anderledes, lever mindet om 2. verdenskrigs uhyrligheder videre i et ny, kraftfuldt sprog.
'Crosswind - Hvor vinden mødes' er i de danske biografer fra den 26. november