Kan man virkelig føle glæde, nærmest ekstatisk begejstring, over at se en håndfuld tyske drenge blive tvunget til at sætte deres liv på spil?
Ja, den her anmelder kan. Det er en af de mange paradoksale følelser, der vælter frem til alle sider ovenpå Martin Zandvliets ’Under sandet’.
Naturligvis er det ikke selve synet af store teenagedrenge under livsfarlige forhold, der gør én glad. Det ekstatisk begejstrende er, at nogen har skabt en spillefilm ud af hjerteskærende virkelige begivenheder, som aldrig har haft en prominent plads i historiebøgerne.
Jeg vil væk herfra
Det er blevet til en af dens slags film, der rusker op i publikum. Der går ikke mere end 8-10 minutter af filmen før man kan mærke, helt ind i den dybeste bund af sin krop, at krig er rædselsfuld.
I de første minutter af ’Under sandet’ skal 12-14 store teenagedrenge afmontere hver deres mine i en bunker ved den jyske vestkyst. Og det kræver ikke mere end et blik på de angste drenge og en enkelt situation, hvor en drengs rystende fingre skruer to dingenoter af en mine, før man tænker: ’jeg vil væk herfra’.
Hvis drengene havde været tydeligt unge MÆND med heltemod, havde vi været i en normal krigsfilm. Men det her er ’drenge, der råber på deres mor når de bliver bange’, som det bliver konstateret af filmens hovedperson, den danske sergent Carl, der har kommandoen over drengene.
Det er altid sundt at blive mindet om krigs rædsler. Men ’Under sandet’ understreger også, at det er håbløst at stille enkelte soldater til ansvar for en krig. Det er absurd at hævde, at de 14-16-årige skræmte drenge har haft et valg og at de har haft indflydelse på den ondskab, der ramte Danmark.
Danskernes iver efter hævn
Men der hvor ’Under sandet’ virkelig har tyngde, er i dens konfrontation med den opfattelse, af vi danskere var uskyldsrene ofre under 2. verdenskrig.
I den danske hærs iver efter hævn, har nogen udset sig de nemmeste ofre og udsat dem for den værst tænkelige skæbne, at sætte dem til at afmontere de 2 mio miner, den tyske hær havde placeret under sandet ved den jyske vestkyst i forventning om at amerikanerne og englænderne ville gå i land der.
Omkring 2000 tyske soldater blev tvunget til at sætte livet på spil. Halvdelen af dem, heraf 300 teenagedrenge, omkom.
Det er grimhed fra samme skuffe som de kvinder, der blev hevet ud i gaderne, fik klippet tøj og hår af og blev udsat for folkets hån fordi de havde formastet sig til at holde af en tysk soldat.
Tager skridtet fuldt ud
Det er aldrig sundt når et folkefærd opfatter sig selv som mere moralsk og rent.
Ole Christian Madsens ’Flammen & Citronen’ pillede ved den hellige aura omkring den renhjertede danske modstandsbevægelse. ’Under sandet’ tager skridtet fuldt ud og gør op med den støjende selvtilfredshed.
Og det er et stort skridt. Det er et spark lige i skridtet på Den danske Nationalfølelse. I nogens øjne vil det muligvis være landsforræderi. I den her anmelders øjne er det først og fremmest udtryk for en modig filmmager, der har vilje til at skabe film, som stiller spørgsmål og rusker op i sit publikum.
Hvad filmen derudover siger, er op til hver af os at beslutte.
Det mod må meget gerne forplante sig videre ud i den danske filmverden. ’Under sandet’ understreger i hvert fald at de mest spændende film hurtigt kan opstå ved at vælge kontroversielle emner.
Modig, lærerig, udfordrende og vellykkedet
Og i sidste ende er der grund til at glæde sig over at ’Under sandet’ er en vellykket film, der ikke bruger mange armbevægelser for at søsætte sit drama.
Den udnytter grundlæggende, at teenagedrenge, der bliver tvunget til at sætte livet på spil, i sig selv er en nervepirrende situation.
En filmfortæller behøver ikke fylde ret meget mere på. Det gør Martin Zandvliet ganske vist alligevel med et par situationer, der virker mere skrevne end naturlige.
Men det er også de eneste fingre den her fortumlet begejstrede anmelder kan sætte på modige, lærerige, udfordrende og i næsten alle henseender vellykkede ’Under sandet’.
'Under sandet' er i de danske biografer fra den 3. december