Engang imellem får man den tanke, at historikere øjner deres 15 minutes of fame når et stykke historie bliver filmatiseret.
Vi ser den samme mediemølle hver gang. I virkeligheden var Struensee ikke så lækker som Mads Mikkelsen i ’En kongelig affære’. Politikeren D. G. Monrad var ikke så psykisk ustabil som tv-serien ’1864’ gav indtryk af. Osv.
Historisk ukorrekt
Nu kommer historikerne igen drønende med løftede pegefingre.
I ’Under sandet’, der har premiere i dag, sætter instruktøren Martin Zandvliet en dansk officer til at kommandere tyske drenge ud og afmontere miner ved den jyske vestkyst efter 2. verdenskrig.
Det er historisk ukorrekt, fastslår Henrik Skov Kristensen, museumsinspektør ved Frøslevlejrens Museum, i Kristeligt Dagblad. Og Palle Roslyng-Jensen er inde på det samme i Dagbladet Politiken.
Det var englænderne, der beordrede danskerne at sætte tyske soldater, herunder teenagedrenge, til at rydde minerne ved den jyske vestkyst. Hvilket kostede mange af dem livet.
Danskerne havde til ’opgave at kontrollere, indkvartere og bespise’ de tyske soldater, gør Henrik Skov Kristensen opmærksom op. Og ved at lade en dansk officerer hundse rundt med de tyske drenge, lægger man mere ansvar over på danskerne.
Svært at være uenig i
Det er svært at være uenig i. Martin Zandvliet fifler med historien. Han fordrejer den, fordi det gør hans pointe stærkere – hvilket i høj grad er det, historiefortælling handler om.
Det ’varme’ punkt er i hvor høj grad man tillægger danskerne ekstra ansvar ved at lade en dansk kommandant – og ikke en engelsk – være øverstbefalende i filmen.
Men hvor stor forskel gør Zandvliets fiflen? Er et medansvar overfor at uskyldige tyske drenge bliver sprængt i stykker ikke ligeså kritisabelt som et fuldt ansvar?
Det er præcis den slags overvejelser ’Under sandet’ opfordrer op til. Men i Kristeligt Dagblad langer Henrik Skov Kristensen og to andre historikere primært ud efter tv-serier og film, der ændrer på historien.
’Vi skal være klar over, at mens film er en fantastisk historiefortæller, er film udfordret som historieformidler’, mener Peter Yding Brunbech.
En absurd tanke
Det er korrekt. Filmpublikummet tager ofte historiske film til sig og opfatter dem som et vidnesbyrd på historien. Men betyder det så også, at film og historiefortælling SKAL fortælle sin historier så korrekt som muligt?
Det er en absurd tanke.
For det første fordi ingen med sikkerhed kan vide hvad det skete dengang i historien. Historikere kan jo også skændes så det brager. Hvem skal fortællere så lytte til?
Og for det andet fordi det fuldstændigt stækker fortællere, hvis de skal forholde sig til stumper og stykker fra historien. At fortælle er jo også at skabe et tema eller en pointe, og i den sammenhæng er en stramning eller en omgang fifleri nødvendigt.
Nogen gange kan en decideret løgn give en ny og spændende vinkel på et stykke historie. Det tør historiefortællere bare sjældent fordi de hurtigt får historikere – og deres følgere – på nakken.
Historikere overser deres magt
Det er netop her historikere overser deres magt.
Ovenpå min anmeldelse af ’Under sandet’ har jeg modtaget flere mails fra folk, der mener at min positivitet overfor filmen er en fejl, for filmen ’er jo løgn’, som fagfolk pointerer i Kristeligt Dagblad.
Hvis historiske fakta skal afgøre om en film er god eller ej, er historiefortælling som kunstart godt nok i problemer.
Nettet boomer med sider, der hånligt gør opmærksom på faktuelle fejl i film, som om det gør filmene dårligere. Og medierne øjner tilsyneladende en god lille skandale hver eneste gang en dansk historisk film har premiere.
Naturligvis er det uheldigt og problematisk at et filmpublikum ikke kan se forskel på ’virkeligheden’ og en filmmagers fiflen med fakta. Men vi befinder os altså på historiefortælleres område, og det må være den historie, der rør’ os, vækker os, skaber spændende pointer og får os til at tænke, der må have førsteret.
Fortællere, fifl løs med historien – i skal have al den frihed, i vil have. Det er jo for fanden det, vi har kunsten til.
Og historikere – skriv dog de historiebøger, der gør så meget indtryk, at vi husker dem. Som det fremgår er historien fuld af gode historier.