Eksperterne fra ’Gift ved første blik’: Et godt match er ikke altid nok

'Gift ved første blik' har vist, at kærlighed godt kan opstå på et rationelt grundlag, men at følelserne forbliver den vigtigste markør, når ægteskabet skal vurderes, mener programmets eksperthold.

Efter fem intense uger skulle de tilbageværende par i sidste udsendelse beslutte, om ægteskabet var værd at satse på. Det var ikke alle par enige om. (Foto: © Framegrab/Snowman, Type 2)

Der har uden tvivl været meget at tænke over blandt de håbefulde singler, der endte med at blive viet i DR-serien 'Gift ved første blik.

Det er trods alt ikke hver dag, at man bliver gift med en fremmed i et tv-program og - for de flestes vedkommende - skilt fem uger senere.

Men også programmets fire eksperter har haft noget at tænke over efter sidste udsendelse, hvor kun et enkelt par ud af fire valgte at forblive gift. Det kunne man se i sæsonafslutningen tirsdag aften på DR1.

Kun et par er sammen - som kærester

De fire eksperter fra programmet mener, at tv-eksperimentet viser, at kærlighed godt kan opstå på et rationelt grundlag. Men også at der skal mere til, hvis et par skal blive sammen.

Det fortæller Gert Martin Hald efter at have evalueret forløbet med de andre eksperter, antropolog Trine Demant, sognepræst Michael Brautsch og psykolog Annemarie Bergholt.

For efter to sæsoner af 'Gift ved første blik' - første omgang blev sendt på DR3 i 2013 - med i alt syv par, valgte kun tre af parrene at forblive gift efter eksperimentet. I dag består ingen af ægteskaberne, selvom Jakob og Katrine stadig er sammen - som kærester.

- Vi tolker det som en illustration af, at et godt match kan danne et godt udgangspunkt for et forhold, men at der skal mere til for at få det til at fungere over tid. Specielt indenfor rammerne af en tv-virkelighed, hvor der oven i hatten er massiv folkelig og mediemæssig interesse, siger Gert Martin Hald.

Deltagerne er blevet klogere på sig selv

Det kan naturligvis tolkes som negativt, at "kun" et af de matchede par stadig er sammen, men sådan ser ekspertholdet fra programmet ikke på det, fortæller Gert Martin Hald:

- Hvad enten deltagerne har oplevet kærlighed eller ej, så har langt størsteparten tilkendegivet, at de har gennemgået en udvikling via deres deltagelse, der gør dem bedre i stand til at indgå i et parforhold, og hvad der egentligt er vigtigst for dem i et sådant, siger han.

Den romantiske kærlighed trumfer alt

I programmerne har Gert Martin Hald og de andre eksperter forsøgt at vise, at rationalitet godt kan komme før følelserne, selvom det bryder med den moderne vestlige forestilling om det omvendte.

At følelserne sættes øverst på listen hos deltagerne blev de to psykologer, antropologen og sognepræsten også vidne til under denne sæson:

- Selvom eksperimentet er bygget op omkring fornuften og det rationelle valg, så bliver det alligevel tydeligt, at den romantiske kærlighed forbliver den vigtigste markør i forhold til, om et godt match også er "godt nok" til, at man vil forpligte sig ud over eksperimentets fem ugers gratis prøveperiode, konkluderer Gert Martin Hald på vegne af ekspertholdet.

Bedre forberedelse af deltagerne ville gøre gavn

De peger også på, at parrene ville få mere ud af deres deltagelse, hvis de for eksempel blev bedre forberedt.

- Bedre forberedelse og opfølgning samt et større udvalg af deltagere ville i vores øjne øge chancen for, at parrene blev sammen og være med til at fastholde 'Gift ved første blik' som andet og mere end underholdning. Det ville gøre eksperimentet endnu mere relevant, nærværende og vedkommende for såvel deltagere som de mange, der følger det, siger Gert Martin Hald.