’Husk! Drik aldrig kox uden at røre rundt’.
Det glemmer jeg aldrig. Jeg har set hvad der sker med astronauten J. D. Foster da han drysser ind på Baltiniflors café på planeten Pharagonescia for at smage den lokale drik kox, serveret på et træfad, som traditionen foreskriver, og med en tydelig advarsel.
Men …
’Han drak kox uden at røre rundt!’ konstaterer to lokale drenge, der nysgerrigt betragter jordboen Foster.
Og i løbet af få sekunder forandrer Foster sig. Først til pølser af grøn plasma, siden til lange strimler kæmpekonfetti og til sidst en svævende firkant med fem bolde indeni.
Foster bliver helbredt efter en besværlig proces, men som det fremgår af fortællingen ’Mellemlanding på Pharagonescia’ slipper man aldrig helt af med eftervirkningerne af at drikke kox uden at røre rundt.
Fabulerende fjollet fantasi
Den erfaring dukker altid op i mit baghoved når jeg er i fremmede omgivelser og skal smage lokale specialiteter. Man ved aldrig hvad eventyret bringer med sig.
Sådan er franskmanden Moebius’ tegneserieunivers fuld af eksotiske oplevelser, som ser ud til at være hevet ud af en fabulerende fjollet fantasi, men klinger dybt i vores indre bund.
Jeg kender fx også fornemmelsen hos hovedpersonen i Moebius’ ’Den kåde kyk’.
Uden at han kan finde nogen forklaring, er hans tissemand blevet til en gigantisk stådreng, som bare ikke vil lægge sig ned igen, uanset om han banker på den med en kølle, hælder koldt vand på den eller mister sit job som repræsentant i bollefrø i byen Store-drøn.
Jeg kender det selvfølgelig, fornemmelsen af libidoen bliver ustyrlig, overstiger alt andet og ødelægger almindelige gøremål. Følelsen af at det ikke er ens hjerne, men kykken mellem benene, der styrer ens liv.
Fyldt med fallossymboler
Moebius forunderlige tegneserieverden er fuld af den slags spejlinger af det ubevidste, fortrængte eller forglemte.
Hans historier foregår i en fantasiverden, på fjerne planeter og i paralleluniverser, men hvor sære de end måtte være, ligner de noget, vi kender. Pharagonescia er fx en planet, mennesket aldrig ville kunne forstå, det evigt fremmede.
Og Kastraterne, hvor Den kåde kyk holder til, er underlivets underverden, fyldt med fallossymboler, dragende mørke indgange, osv.
Vildt boblende som en underlig drøm
Moebius er berømmet og hyldet som en af tegneseriekunstens store enere, både fordi han var en fantastisk tegner med en stor spændvidde og fordi han udviklede et enestående univers.
Han blev født som Jean Henri Gaston Giraud i 1938 (død 2012) i en forstad til Paris og som Jean Giraud eller GIR blev han kendt som en fremragende tegner med en disciplineret, filmisk fornemmelse for tegneseriemediet.
Men i Girauds indre boede en anden, en vild og ustyrlig tegneseriemager, som han døbte Moebius.
Mens Giraud tegnede stringent og kontrolleret, slap Moebius det ubevidste og impulsive løs i nogle forunderlige frit fabulerende fortællinger, der ikke havde noget manuskript, men blev skabt direkte fra impulsiv idé og ned på papiret. Ofte stramt styret og med en pointe, men i andre tilfælde vildt boblende som en underlig drøm, der lander et helt andet sted og i en helt anden form end den, den lettede i.
Et rent Slaraffenland
Størstedelen af Moebius’ serier er nu blev udgivet på dansk i tre fornemme bokse, en grøn (’Major Grubert’), en lilla (’Edenas verden’) og den netop udkomne gule (’Små historier fra det store univers’). Hovedparten af serierne har været udgivet på dansk før, men har siden været umulige at opdrive.
Det er muligvis ren volapyk for dem, der hverken er interesseret i tegneserier, fri fantasi eller udforskning af det ubevidste.
Men for Moebius-fans og eventyrlystne sjæle med lyst til at udforske underbevidstheden, er det et rent Slaraffenland, fyldt med ’bevidsthedsudvidende’ noter og forord, ikke mindst fra forfatteren selv.
Her er de mest forunderlige rejser midt mellem Freud, Monty Python og syrede selvudviklings-trip.
I den ene ende er en kort fortælling som ’Er menneskets godt?’, hvor en Rambo-lignende jordbo lander et sted – enten på en fjern planet eller i en afkrog af hans egen psyke – befolket af grønne, slimede urvæsner.
Soldaten pløkker løs på væsnerne, der svarer igen ved at hive al klunset af ham mens deres høvding bider det ene øre af ham. Efter at have gumlet lidt spytter høvdingen øret ud med stor væmmelse, hvorefter urvæsnerne efterlader mennesket, nøgent, alene, blødende fra øret og med sår på selvværdet.
Bedre var mennesket altså heller ikke.
Fyldt med humor og eftertænksomme tosserier
I den anden ende er boxen med ’Edenas verden’, seks albums, der tilsammen udgør en forunderlig drømmelignende rejse.
Serien var oprindeligt et enkelt album, ’Stjernerejsen – en Citroën-Odyssé’, bestilt af en tegneseriegal pr-chef hos bilfabrikken Citroën. Han ville blot forære bilforhandlerne en særlig julegave, men Moebius blev så glad for sin ’Citroën-Odyssen’, hvor to kønsløse væsener kører henover en flad planet i en gammel Citroën, at han tegnede fem andre album omkring det som en udforskning af hans egen interesse for terapi og ernæring.
Det lyder tungt og svært tilgængeligt, men ’Edenas verden’ er fyldt med humor og eftertænksomme tosserier, såsom beboerne på Edena, der pakker sig selv ind i langnæsede kostumer, hvor al hud, alle organer, alt naturligt, er gemt væk.
For Edenas beboere er synet af noget organisk, bare et ansigt eller et stykke mad, ligeså afskyeligt som afføring er for os.
Langnæsede fjolser
Lige præcis de langnæsede fjolser kommer undertegnede til at tænke på, når jeg har for travlt med at beskytte mig med naturens snavs og bakterier. De rumsterer i mit baghoved, ligesom de store kørekonger, der drøner henover planeten Strinx i et enormt vejnet, uden noget mål eller en endestation, i fortællingen ’Lappeløsninger’.
Findes der et bedre billede på en travl tilværelse uden plan?
De kørekonger kommer jeg til at tænke på når jeg har for travlt uden at jeg ved hvorfor. Ligesom jeg altid vil huske kun at drikke kox efter at have rørt grundigt rundt.
Den sidste Moebius-box, ’Små historier fra det store univers’, udkommer den 10. marts på Forlaget Faraos Cigarer. De to øvrige udkom sidste år.