For to år siden døde forfatter Naja Marie Aidts søn Carl. Han blev 25 år gammel.
- Carl tog svampe og fik et såkaldt bad trip. Han blev psykotisk og sprang ud af vinduet fra fjerde sal, stadig nøgen efter at have været i bad, beretter Naja Marie Aidt i P1 Featuren 'Når døden tager noget fra dig så giv det tilbage'.
Umuligt at kende virkning
Forfatteren beskriver sin søn som en meget sund ung mand. Han var vegetar, drak ikke alkohol, røg ikke, bortset fra en smule pot. Han havde tidligere brugt euforiserende svampe, endda fra den samme høst, som den, der gjorde ham syg.
- Han og en ven havde selv dyrket dem i et skab for at de skulle være økologiske. Problemet med svampe er, at man ikke kan vide, hvor potente de er. Har man to svampe kan den ene være 1000 gange stærkere end den anden, og det er umuligt at vide, siger Naja Marie Aidt.
Hun har efterfølgende talt med en misbrugskonsulent for at få en forklaring på, hvad der sker med hjernen, når man bliver psykotisk, sådan som Carl gjorde. Det kan beskrives som en slags kortslutning.
På flugt fra dæmoner
- Hvem ved, om Carl har set et hav, da han hoppede ud, eller om han har været på flugt fra forfærdelige dæmoner. Men det har været alvorligt. Når en livsglad ung mand mister livet på den måde, er der god grund til at være meget forsigtig i omgangen med psykedeliske stoffer, advarer Naja Maria Aidt.
Det er denne voldsomme begivenhed, det efterfølgende sorgarbejde og glimt af livet med Carl, der ligger til grund for Naja Marie Aidts nye samling af digte og tekster med titlen 'Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage' og undertitlen 'Carls bog'.
- Titlen på bogen har jeg hentet fra nogle digte, jeg udgav i 2008. Sætningen 'har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage' handler om, at vi skal give det tilbage, som den døde har givet. Alt det liv og den kærlighed, som vedkommende gav, giver man tilbage til sit eget liv og de mennesker, man er omringet af, forklarer Naja Marie Aidt.
De første ord kom efter et år
Efter Carls død havde hun mistet sit sprog, og var i tvivl om, hvorvidt hun ville kunne digte igen. Men for et år siden skrev hun de første sætninger i det, der nu er blevet bogen til Carl:
'Jeg løfter mit glas og skåler med min ældste søn. Ovenpå sover hans gravide hustru og hans datter. Udenfor er martsnatten kold og klar. "For livet!" siger jeg, da glassene rammer hinanden med en sprød og fin lyd. Min mor siger noget til hunden. Så ringer telefonen. Vi tager den ikke. Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?'
Da budskabet om Carls ulykke var nået frem til Naja Marie Aidt og resten af familien, fulgte to døgn på Rigshospitalet, hvor sønnen lå døende. Venner og familien stimlede sammen for at tage afsked, og det blev starten på en kæmpe sorggruppe på op mod 40 mennesker.
Hjælp fra det store fællesskab
- Line Knutzon, min barndomsveninde, blev en form for leder af gruppen. De hjalp med at organisere begravelsen, sørgede for, at vi havde et sted at bo og fik mad stillet på bordet foran os. Hjalp med at skifte tøj og fik os ud at gå en tur, husker Naja Marie Aidt.
Der var mange unge mennesker, Carls venner, i gruppen, og der var masser af livsenergi. De arrangerede endda, at der blev danset til en fest for Carl efter begravelsen.
- Mange ville sikkert lukke døren, mure sig inde og blive sindssyg af sorg. Men det kunne jeg ikke. Jeg følte ikke, at jeg havde andre muligheder end at overgive mig til fællesskabet, siger Naja Marie Aidt.