Arkæolog: Historien om den frie og stærke vikingekvinde er en myte

Vikingekvinden Ragnhild Skjaldedatter er hovedperson i 'Ragnhilds Saga', april måneds bog i DR Læseklubbernes klassikerklub.

I den historiske roman påkalder hun gudinden Freja for at forsone sig med hende, inden hun skal dø.

Hun kan virke stærk, når hun står der - på tærsklen til døden og 'stikker' til gudinden over, at hun ikke greb ind, da hendes mand måtte lade livet på havet på vej i kamp for Svend Tveskæg.

Men vikingekvinden var slet ikke så stærk, som mange i dag har en opfattelse af, fortæller Sara Heil Jensen.

Hun er cand.mag i forhistorisk arkæologi og arbejder til daglig ved Moesgaard Museum i Aarhus, hvor hun blandt andet har fokus på moderne formidling af vikingetiden.

- Danskernes opfattelse af, at vikingekvinden var fri og stærk, er en myte, fortæller hun.

Hverken manden eller kvinden var fri

Godt nok kunne hun gribe til våben og forsvare sig selv og sit hus, hvis manden var væk, og hun kunne både blive skilt eller gifte sig igen med for eksempel sin afdøde mands bror.

Men hun blev hverken anset som specielt stærk eller underdanig i datidens Danmark. Og fri var hun i hvert fald ikke.

- Vi kan godt lide at tænke om os selv på den her måde. Men både manden og kvinden er underlagt strenge kulturelle regelsæt i vikingetiden, så begge køn er lige ufri, fortæller Sara Heil Jensen.

Ragnhild Skjaldedatter føler sig heller ikke stærk, da hun mister sin mand.

'Tilbage på bredden stod kvinderne, alene og ynkelige. Hver især sagde vi et navn, men ingen svarede', fortæller Ragnhild Skjaldedatter til Freja i bogen.

Nedringede mænd, nej tak!

Vikingetidens samfund var strengt opdelt i, hvad der blev opfattet som mandigt og kvindeligt. Og her var der især meget på spil for manden, fortæller Sara Heil Jensen.

- På nogle punkter er kvinden mere fri end manden. Når manden er væk, må hun godt føre en sag til tinge og gribe til våben og forsvare deres gård og slå ihjel - og så vil man endda tænke, at det er godt gået, siger hun.

Manden derimod mister ære ved bare at gøre noget, der perifert er kvindeligt.

- Hvis hans tøj er lidt for nedringet, eller han ikke begår blodhævn hurtigt nok, er det tog bare kørt, siger hun.

På andre punkter var manden hævet over kvinden, der ikke blev set som et selvstændigt individ, men mere som en del af sin slægt.

- Hun kan hverken miste eller opbygge ære som mændene, og ting der sker mod hende, for eksempel voldtægt, vil skade hendes ægtemands og brødres ære, ikke hendes. Omvendt, hvis manden slår hende, får han hele hendes familie efter sig, fortæller Sara Heil Jensen.

- Men der er nok ingen kvinde i vikingetiden, der vil sige: 'jeg er mega undertrykt', siger hun.

Nye normer

Ragnhilds Saga foregår i den sene vikingetid, hvor asatroen langsomt begynder at blive udfordret af kristendommen. En tro, Ragnhild Skjaldedatter ikke bryder sig om, og som hun blandt andet bliver konfronteret med i form af en kristen rejsende.

'Du advarede mig også mod at lade de kristne få adgang til mit hus. Jeg burde have lyttet til dit råd, men jeg bad ham heller ikke indenfor. Ikke sådan direkte', siger hun til Freja i bogen.

Med Biblen kom også et nyt syn på kvinderollen, fortæller Sara Heil Jensen.

Den ændrede kvinderolle gjorde dog stadig ikke kvinden mere fri.

- Med kristendommen flyder det religiøse samfund sammen med det virkelige samfund, og Biblen giver nogle skriftlige retningslinjer i forhold til, hvordan man skal opføre sig, fortæller hun.

Biblen gør sex syndigt

Pludselig bliver kvindekroppen og kvindens seksualitet forbundet med begreber som synd og skam, fortæller hun.

- Der er ingen kilder fra vikingetiden, der siger, at kvinder ikke må have seksuel erfaring. Men når vi kommer til Middelalderen, er de for eksempel mere strenge omkring det her med, at kvinder skal være seksuelt uberørte, fortæller hun.

- Hvad der anses som rigtigt og forkert og mandigt og kvindeligt svinger derfor meget i overgangen mellem vikingetiden og Middelalderen, fortæller hun.

Og så er vi tilbage ved den kristne rejsende, som kom til Ragnhild Skjaldedatters hus:

'Hans manerer var ikke gode. Han skulle have ventet med at krydse tærsklen, indtil jeg, husets frue, havde budt ham ind, men jeg nåede slet ikke at sige noget, før han selv havde fundet frem til den gode plads foran ilden', betror hun i bogen.