Bo Lidegaard ny chefredaktør for Politiken

Tidligere chef i Statsministeriets klimasekretariat, Bo Lidegaard, bliver ny chefredaktør på dagbladet Politiken.

Tidligere chef i Statsministeriets klimasekretariat, Bo Lidegaard, bliver ny chefredaktør på dagbladet Politiken.

Bo Lidegaard, 53, bliver den 13. ansvarshavende chefredaktør for dagbladet Politiken, hvor han følger efter Tøger Seidenfaden, som døde i januar i år.

Karriere i udlandet

De seneste år har Bo Lidegaard været chef for Statsministeriets klimasekretariat, og har før det beklædt ledende stillinger i både Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Han har været udsendt til Genève og til Paris, hvor han blandt andet virkede som Danmarks faste repræsentant ved UNESCO.

Bo Lidegaard er historiker og har i offentligheden ikke mindst gjort sig bemærket med bøger om Danmarks nyere historie, blandt dem biografien om Jens Otto Krag og doktordisputatsen om Henrik Kauffmann. Hertil kommer bøger om Danmarks stilling i forbindelse med anden verdenskrig.

Munch: Lidegaard har internationalt udsyn

Administrerende direktør for Politikens Hus, Lars Munch, er overbevist om, at Bo Lidegaard har de kvaliteter, der skal til for at føre Politiken videre.

- Bo Lidegaards enestående diplomatiske karriere og hans forskning har givet ham et internationalt udsyn, som ikke overgås af mange. Han er en uovertruffen formidler og debattør og har til overflod et usædvanligt behageligt væsen, siger Lars Munch i en pressemeddelelse.

Politiken har en særlig plads

Den nye ansvarshavende chefredaktør ser frem til at blive en del af Politiken, som han mener der aldrig har været mere brug for end nu.

- Som land og folk står vi over for valg, der på afgørende vis vil komme til at præge vores samfund i de kommende år. Politiken har en helt særlig plads i samfundsdebatten. Det gælder både journalistikken og de synspunkter, der forbindes med avisen. Jeg føler mig hjemme begge steder og glæder mig til at blive en del af alt det, Politiken står for, siger Bo Lidegaard.

Bo Lidegaard tiltræder stillingen i dag.