I dag blev hovedstadens nye S-togsstation med navnet Carlsberg Station officielt indviet af transportminister Hans Christian Schmidt (V) og DSB’s administrerende direktør, Flemming Jensen.
S-togsstationen afløser den nuværende Enghave Station, og det forventes, at Carlsberg Byens nye station bliver et trafikknudepunkt og en af Københavns mest benyttede stationer.
- Ifølge DSB er der udsigt til, at stationen bliver blandt hovedstadens fem mest benyttede S-togsstationer med 24.000 daglige rejsende, skriver udviklingsselskabet bag den nye københavnerbydel Carlsberg Byen i en pressemeddelelse.
Carlsberg Station ligger samme sted, hvor Carlsberg-bryggeriet fra 1937 til 1985 havde sin egen godsstation, Station Hof.
- Fordi stationen er så stor og ligger så centralt, så får den en voldsom betydning – specielt for de mennesker, der kommer til at bo og studere her i Carlsberg Byen, sagde transportminister Hans Christian Schmidt under indvielsen.
Se den officielle indvielse af Københavns nye S-togsstation, Carlsberg Station, i videoen i toppen af artiklen.