USAs ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, bliver bestormet af vrede amerikanere efter, at København Zoos søndag aflivede giraffen, Marius.
- Jeg er overrasket over de reaktioner og beskeder, der er kommet både på de sociale medier, i sms'er og mails til mig. Folk udtrykker meget stærke følelser for det her, siger han.
- Jeg forstår det sådan, at der er en ret ophidset debat i USA. Vi har andre procedurer for den slags aflivninger end her i Europa, så der er tale reelle forskelle. Vi ville nok ikke have set det her i USA, forklarer han.
- Gør det ikke forkert
- Derfor er mange amerikanere overraskede over det, men det gør det jo ikke forkert. Og jeg fordømmer slet ikke København Zoos måde at gøre tingene på, siger han.
Landsdækkende amerikanske medier har omtalt aflivningen af giraffen og den efterfølgende fodring af Zoos rovdyr med kadaveret.
Og Zoo-direktør Bengt Holst har efterfølgende modtaget dødstrusler, ligesom havens hjemmeside er blevet lagt ned.
Negativt og ophedet
- På grund af det, og den pressebevågenhed sagen har fået, så mener jeg, at det er passende, at jeg som ambassadør gør klart, hvad jeg tænker om det, siger Rufus Gifford.
- Retorikken er løbet af sporet. Den er så negativ og ophedet, at jeg vil have folk på begge sider til at huske på, at man skal have et åbent sind. Vi skal kunne være uenige på en fredelig måde, lyder det fra ambassadøren.
- Der er behov for, at vi alle tager en dyb indånding, så vi kan diskutere det her på en sund måde, og det mener jeg ikke sker i øjeblikket, siger Gifford, der nu selv vil besøge Københavns Zoo.
/ritzau/