Det kan vise sig at blive en særdeles svær opgave for justitsminister Søren Pape Poulsen (K) at forbyde banden Loyal to Familia.
I hvert fald hvis det skal ske gennem grundlovens bestemmelser om, at man kun kan opløse foreninger, hvis de benytter sig af vold eller andre strafbare handlinger.
Sådan lyder vurderingen Jacob Mchangama, der er jurist og direktør for den juridiske tænketank Justitia.
- I forhold til bander har Rigsadvokaten tidligere udtalt, at det vil være meget svært at konstatere, at de er foreninger, siger han.
Er tidligere blevet afvist
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) siger tirsdag aften til DR Nyheder, at han vil forbyde banden Loyal to Familia, som i de seneste måneder har skabt uro i både København og Aarhus, hvor politiet mistænker folk med relation til banden for at stå bag en lang række skyderier.
Det skal ske med afsæt i netop grundloven, siger ministeren.
Justitsministeriet har før undersøgt muligheden for at forbyde både rockergrupperne Hells Angels og Bandidos. Rigsadvokaten fandt dog dengang frem til, at en retssag mod rockergrupperne ikke nødvendigvis ville ende med forbud.
- Rigsadvokaten har tidligere sagt, at der var stor tvivl om, at man ville kunne løfte bevisbyrden for rockergrupper, og det samme gjorde sig dengang gældende for bander, siger Jacob Mchangama og fortsætter:
- Og rockere som Hells Angels er endda organiseret sådan, at man sandsynligvis vil kunne sige, at de er foreninger, mens banderne er mere løst organiseret, siger Jacob Mchangama.
Kan tage flere år
Om det kan lade sig gøre at opløse bander for på den måde at skabe ro omkring Loyal to Familia, skal Rigsadvokaten altså nu igen undersøge, oplyser Justitsministeriet.
- Når man har fået slået fast, at der er tale om en forening, så skal man også kunne bevise, at foreningen har et ulovligt formål eller virker ved vold, siger Jacob Mchangama.
Det kan derfor vise sig at tage flere år at samle beviser for at føre en sag om et forbud, som i sidste ende skal for en domstol, vurderer direktøren.
Justitsministre har før tabt armlægning med rockere og bander
- •
1998 - Hells Angels og Bandidos: Rigsadvokaten undersøgte muligheden for at forbyde rockergrupperne Hells Angels og Bandidos. Man fandt frem til, at en eventuel retssag mod rockergrupperne formentlig ikke ville ende med et forbud. Det ville ikke kunne bevises, at selve rockergrupperne var kriminelle, selv om medlemmerne var det.
- •
2004 og 2008 - Hizb ut-Tahrir: I både 2004 og 2008 konkluderede Rigsadvokaten, at den muslimske bevægelse Hizb ut-Tahrir ikke umiddelbart kunne opløses, hvis der blev rejst en sag.
- •
2010 - Hells Angels og AK81: Rigsadvokaten afviste at igangsætte en større undersøgelse for at finde ud af, om visse bande- og rockergrupper som Hells Angels og dens støtteklub AK81 kunne opløses. Det kunne ikke betale sig, fordi det kunne gøre politiets muligheder for at efterforske sværere, ligesom det ville tage flere år at køre en sag om opløsning gennem hele retssystemet. Kilde: Ritzau