Stor personlighed i dansk sprogdebat er død

Erik Hansen, tidligere formand for Dansk Sprognævn, er død efter længere tids sygdom.

I sit liv var Erik Hansen en højt agtet person i den danske sprogdebat. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Den tidligere danske sprogforsker og professor i moderne dansk sprog ved Københavns Universitet, Erik Hansen, er død efter længere tids sygdom.

Det oplyser hans familie til Ritzau.

Erik Hansen blev født i 1931 og døde lørdag 2. september.

I sit liv var Erik Hansen en højt agtet person i den danske sprogdebat og er kaldet en toneangivende grammatiker i sin generation.

Han nåede blandt andet at sidde som formand for Dansk Sprognævn fra 1985-2002.

Skrev flere bøger

Tidligere skrev han afhandlinger om hidtil upåagtede sprogkonstruktioner, for eksempel om nye der-konstruktioner og bøger til både fagfolk og et bredere publikum.

Han var også stifter og medredaktør af det populærvidenskabelige tidsskrift Mål & Mæle og har virket som sprogkonsulent for Danmarks Radio.

Ligesom han kom med elskede input til programmet Sprogminuttet i radioen.

Her fortalte han med vid og intelligens om sproget og dets mange krinkelkroge og underholdende finurligheder.

Blandt de titler som Erik Hansen har skrevet er blandt andet Reklamesprog (1965), Ping- og pampersprog (1971), Dæmonernes Port (1977) og Skrift, stavning og retstavning (1981).

I 2011 udgav han sammen med sprogforsker professor Lars Heltoft Grammatik over det danske sprog, der beskriver dansk ud fra et funktionelt sprogsyn.

/ritzau/