Sagens alvor skriger på åbenhed, og derfor er det uforståeligt, at sagen forbliver hemmeligholdt.
Sådan lyder det fra advokat Lars Kjeldsen, der er forsvarer for den sigtede mangeårige chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.
Ifølge advokaten er der ikke længere argumenter for, at sagen forbliver holdt for dobbeltlukkede døre. Når en sag kører for dobbeltlukkede døre, må offentligheden ikke få at vide, hvad sigtelsen helt præcist går ud på.
- Vi forstår ikke baggrunden for det her hemmelighedskræmmeri, og når man ser på, hvad der i øvrigt har stået i aviserne, og hvad folk har udtalt sig om, så er de hensyn væk, siger Lars Kjeldsen.
Ville selv skrotte navneforbud
Udtalelserne fra forsvarsadvokaten kom i går efter et cirka otte timer langt retsmøde, hvor dommeren skulle tage stilling til, hvorvidt Lars Findsens varetægtsfængsling skulle forlænges.
Her besluttede dommeren, at den hjemsendte FE-chef skal blive i sin celle til foreløbig 4. februar.
Ved retsmødets begyndelse besluttede dommeren efter ønske fra Lars Findsen selv at ophæve navneforbuddet, hvilket betød, at medierne kunne afsløre, at FE-chefen var en af de i alt fire sigtede i sagen.
- Der er et ønske om at få størst mulig åbenhed i den her sag. Det er jo helt usædvanligt, at man foretager så stort et indgreb på en højtstående embedsmand, og hvis man følger med i medieopmærksomheden, kan man se, at der er et betydeligt krav om at få åbenhed om, hvad der foregår, siger Lars Kjeldsen.
Inden dørene blev lukket ved retsmødet, sagde Findsen henvendt til pressen, at: "Jeg nægter mig skyldig og vil gerne have sigtelsen frem. Det her er vanvittigt".
Sådan lød det i aftes fra advokat Lars Kjeldsen.
Djøf: 'En meget speciel sag'
Også hos fagforeningen Djøf, som er Lars Findsens faglige organisation, har man et stort ønske om, at man dropper hemmelighedskræmmeriet i sagen.
I en skriftlig udtalelse hæfter administrerende direktør Tomas Therkildsen sig ved, at Lars Findsen ikke har haft mulighed for at forsvare sig i offentligheden.
- Vi har fuld forståelse for, at der skal være fortrolighed om efterretningstjenesternes arbejde. Men dette er en meget speciel sag, der jo efterfølger undersøgelseskommissionen, hvor Lars Findsen i en længere periode har været hjemsendt og undersøgt i en sag uden mulighed for at kommentere på denne eller for at forsvare sig offentligt.
- Derfor er der behov for mere åbenhed om årsagen til, at Lars Findsen fortsat skal være varetægtsfængslet frem til 4. februar. Han ønsker selv, at anklagerne bliver lagt åbent frem, ligesom hensynet til offentligheden også bør vægtes.
Tomas Therkildsen henviser til den undersøgelseskommission, der blev etableret ovenpå en sønderlemmende kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, som senere rensede Findsen.
Advokat Lars Kjeldsen kalder det "chokerende", at hans klient sidder bag tremmer. Hovedpersonen selv tager det dog forbavsende roligt, fortæller han.
- Efter omstændighederne har han det godt. Jeg er faktisk overrasket over, hvor pænt han tager det.
Aviser kalder sag skadelig
Flere danske aviser har i dag brugt spalteplads på historien om fængslingen af Lars Findsen.
Og der er tale om en dårlig sag for Danmarks fremtidige arbejde med samarbejdspartnere.
- Uanset udfaldet er skaden allerede sket. Danmark er røget lagt ned på listen over troværdige samarbejdspartnere, lyder det i Jyllands-Postens leder.
De samme toner kommer fra Politikens chefredaktør, Christian Jensen, som forfatter dagens leder.
- Enten er staten i gang med at ødelægge sine egne efterretningstjenester ved at føre en grundløs sag mod FE-chefen, eller også har Danmark haft en spionchef, der har undergravet rigets sikkerhed.
- Begge dele er mildt sagt skræmmende og dybt skadelige for Danmark, skriver chefredaktør Christian Jensen i Politikens leder.
Både Berlingske og Ekstra Bladet mener også, at udenlandske efterretningstjenester må tage sig til hovedet på grund af sagen.
- Samarbejdspartnere sidder sikkert og ryster langsomt på hovedet, hvorefter de placerer panden i håndfladen – hvis ikke de ligefrem slår hovedet mod væggen, skriver opinionsredaktør Mads Kastrup i avisens leder.